SF: Nej til borgmester-hasard

Udgivet den 09-03-1999  |  kl. 10:23  |  

København--9. marts--NetPosten--I forbindelse med Farum Kommunes salg af et rensningsanlæg og andre kommunale bygninger, har Børsens Nyhedsmagasin sået tvivl om, hvorvidt der er tale om en egentlig handel eller blot et sofistikeret lånearrangement.

SFs kommunalpolitiske ordfører Anni Svanholt er ikke i tvivl og i en kommentar til afsløringen siger hun:

- Det kan ikke være rigtigt, at en borgmester kan skalte og valte med en kommunes økonomi og skabe usikkerhed for borgernes fremtid.

Ifølge Børsens Nyhedsmagasin har de såkaldte salg mere karakter af låneaftaler med beskeden udsigt til gevinst og langt større risiko for tab.

- Det er efter SFs opfattelse ikke en kommunes opgave at tage risici på de finansielle markeder og slet ikke i 100 millioner-klassen, sådan som Peter Brixtofte tilsyneladende har gjort det, fortsætter Anni Svanholt.

Anni Svanholt har tirsdag - på baggrund af sagen - stillet spørgsmål til indenrigsministeren om, hvilke regler der findes for de spekulationsrisici, som en kommune må udsætte sine borgere for, og hvorvidt ministeren finder disse regler tilstrækkelige eller om han agter at stramme op på dem og i givet fald hvordan en opstramningen kan foretages.

Udgivet af: NPinvestordk