Skrækkelige svenske tal sænker kronen
Et sæt rædderlige tal fra den svenske industri sætter mandag formiddag den svenske krone under pres. I modsætningen til en forventning i markedet om fremgang er det i marts gået tilbage for den hæderkronede svenske industri.
Industriproduktionen faldt i Sverige i marts med 3,8 pct. måned til måned mod en ventet fremgang på 0,5 pct. ifølge Bloomberg. År til år er faldet markante 4,5 pct. mod ventet en stigning på 1,5 pct.
Ligeledes kummerligt udviklede industriordrerne sig i marts. Måned til måned steg ordrerne til industrien med sølle 1,1 pct., langt mindre end de ventede 4,2 pct. År til år er faldet på 11,2 pct., markant værre end den ventede tilbagegang på 5,6 pct.
Tallene har fluks fået valutahandlerne til at reagere. Den svenske krone er svækket over for euro, så det nu går 9,0545 skr. på en euro mod 9,0282 skr. før tallene.
I forhold til den danske krone koster en svensk krone nu 0,8244 kr. mod 0,8270 kr. før tallene.
Den 10-årige svenske rente er faldt fra 1,94 pct. til 1,92 pct. efter nyheden.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk