Spaniens låneomkostninger falder markant

Udgivet den 07-03-2013  |  kl. 10:52  |  

Spanien har været en tur i obligationsmarkedet for at sælge statsobligationer med løbetider på to, fem og 10 år, og det med stor succes.

Landet solgte for i alt 5,03 mia. euro mod målsætningen om 5 mia. euro, og alle udstedelser gik til lavere renter, end ved de seneste tilsvarende udlodninger.

Der blev solgt 569 mio. euro af de toårige obligationer, der gik til en gennemsnitlig rente på 2,632 pct. mod 2,713 pct. ved den seneste auktion den 17. januar.

De femårige papirer gik til en gennemsnitlig rente på 3,572 pct. mod 4,123 pct. ved auktionen den 7. februar, mens de 10-årige obligationer blev solgt med en gennemsnitlig rente på 4,917 pct. mod 5,202 pct. ved den seneste auktion over 10-årige papirer den 21. februar.

/ritzau/FINANS

Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk