Stocknet-Aston Securities nyt medlem af Københavns Fondsbørs
Stocknet-Aston Securities ASA er blevet medlem af Københavns Fondsbørs (KF) og påbegynder handel mandag den 25. juni 2001, meddeler KF. Stocknet er det 8. nye medlem, som Københavns Fondsbørs kan byde velkommen i år, og der er nu 47 aktive medlemmer af Fondsbørsen.
Stocknet er Norges største online-mægler med mere end 28.000 kunder og den næststørste aktør på Oslo Børs. Stocknet gik med overskud i sit første hele driftsår og gennemfører 9 pct. af det totale antal handler på Oslo Børs samt 30 pct. af alle online handler. Stocknet tilbyder investorer en fuldt integreret finanstjeneste med direkte handel, kursinformationer i realtid, porteføljestyring samt lav kurtage. Stocknet er et teknologiorienteret selskab, som har udviklet effektive handels- og informationsværktøjer til investorer. Blandt andet har man udviklet en egen trader applikation; Stocknet Trader. Selskabet var desuden de første i verden til at tilbyde investorerne at handle over WAP-telefoner. Stocknet handler ikke for egen regning.
Medlemskabet af Københavns Fondsbørs er et led i Stocknets strategi om at blive en af de ledende online-mæglere i Skandinavien. Stocknet vil i første omgang tilbyde danske investorer direkte handel på Københavns Fondsbørs via internettet samt handel med aktier på det amerikanske marked via NYSE, NASDAQ, AMEX og OTCBB.