Stor usikkerhed om unges ledighed
København--28. oktober--NetPosten--Det er særdeles usikkert, hvor mange unge kontanthjælpsmodtagere, der reelt står til rådighed, da kommunerne administrerer reglerne vidt forskelligt. Ledighedstallet er måske sat tusinder for højt - eller for lavt, skriver DA i ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda.
I en kommune står angiveligt kun 5 pct. af de unge ledige under 25 år til rådighed for arbejdsmarkedet. I en anden gør hele 87 pct.
En konkret konsekvens af de store forskelle er, at det officielle ledighedstal er meget usikkert. I værste fald er der op mod 11.000 flere unge ledige, end statistikken i dag viser. Derudover gør usikkerhederne det særdeles vanskeligt at danne sig et overblik over rådighedsproblemerne og tyngden af ledigheden blandt kontanthjælpsmodtagerne.