Stor vækst i danske børs-selskaber
De store danske børsselskaber trodser olieprisens himmelflugt, frygt for stigende renter og den lave dollarkurs, skriver Berlingske Business fredag.
Selskaberne strutter af optimisme, og 2004 ventes at blive et rekordår. Både med stigende omsætning og stigende overskud på bundlinien.
Tendensen er klar: Virksomhederne sælger mere og øger profitten. En række virksomheder opjusterer forventningerne til overskuddet for hele året, og det får aktiemarkedet i København til at udkonkurrere en række andre børser i verden.
Siden Irak-krigens afslutning er KFX-aktierne på Fondsbørsen steget med 60 procent, mens de globale aktier kun er steget 40 procent.