Stort ja til historisk fusion
Til nytår bliver SiD og KAD slået sammen i Danmarks største fagforening. Det har medlemmerne besluttet ved urafstemninger i de to forbund, oplyser SID.dk.
77 pct. af SiDs medlemmer stemte for en fusion. Blandt KAD'erne var der 86 pct., som sagde ja til at blive sammenlagt. Samlet set sagde 79 pct. af medlemmerne fra de to forbund ja til et nyt fælles forbund.
Dermed har medlemmerne givet deres opbakning til den beslutning, som et markant flertal traf på de to forbunds ekstraordinære kongresser i april.