Sydbank: Gode regnskaber kan sende danske aktier op

Udgivet den 31-07-2006  |  kl. 11:13  |  

Jyske Bank åbnede så småt ballet for den danske regnskabssæson i sidste uge. I denne uge følger regnskabet fra Novo Nordisk, inden det for alvor går løs med en stribe regnskaber fra andre danske selskaber i næste uge.

A. P. Møller-Mærsk og GN Store Nord har med deres nedjusteringer for et par uger siden lagt en dæmper på investorernes forventninger til den forestående danske regnskabssæson. For mange selskabers vedkommende er der dog ingen grund til pessimisme, vurderer Sydbank i et nyt notat.

Efter et rekordår 2005 - rent indtjeningsmæssigt - har flere selskaber inden for finans-, industri- og fødevaresektoren udsigt til et nyt rekordår. Specielt virksomhederne inden for finanssektoren profiterer af et særdeles fordelagtigt klima for bank- og forsikringsdrift i Danmark/Norden for tiden, vurderer banken.

- Vi forventer - samlet set - en række gode regnskaber fra de danske selskaber. Det kan bidrage til at løfte aktiekurserne, påpeger Sydbank.

Den danske regnskabssæson styrer kursudviklingen herhjemme i august, mens det er småt med udenlandske regnskaber. Sydbank vurderer, at de danske aktier derfor kan koble sig fra tendensen i udlandet, hvor økonomiske nøletal vil sætte dagsorden for aktiekurserne.

Fokuspunkterne i de regnskaberne fra de danske virksomheder vil være :

- forventningerne den resterende del af 2006
- investeringsplaner, heriblandt M&A-aktiviteter
- aktietilbagekøb/-udbytter
- USD-forventninger
- råvareprisernes betydning for indtjeningen
- restrukturerings-/effektiviseringstiltag

Udgivet af: NPinvestordk