TDC-aktien stryger ned på frygt for mindre udbytte
Det er en frygt for, at TDC fra næste år må skære sit udbytte til investorerne, der de seneste to handelsdage har betydet store kursfald for teleaktien.
Sådan lyder vurderingen fra Michael Friis Jørgensen, der følger TDC som aktieanalytiker i Alm. Brand Markets, oven på et fald i TDC-aktien på omkring 12 pct. siden torsdag.
TDC's regnskab for andet kvartal, som blev offentliggjort fredag morgen, var ellers stort set på linje med analytikernes forventninger, men på den efterfølgende telekonference fredag eftermiddag, blev investorerne yderligere bekymret om fremtidsudsigterne for udbyttet.
- Det var på mange måder en tung omgang, hvor især kommentarerne for 2016 tyder på hård konkurrence. Og det kan komme til at gå ud over udbyttet allerede fra næste år, siger han.
- TDC kan få meget svært ved at opretholde sit udbytte som følge af den nuværende situation. Og det er ultradyrt for en udbytteaktie, så derfor ser vi de her massive kursfald, siger Michael Friis Jørgensen, der peger på, at særligt udenlandske investorer sælger ud.
På telekonferencen blev TDC blandt andet spurgt ind til, hvordan udsigterne for indtjeningen ser ud i 2016, og der lagde topledelsen ikke skjul på, at udfordringerne er store.
- Vi guider ikke for 2016, men hvis man ser på 2015 og ser den organiske udvikling i EBITDA-resultatet i andet kvartal, så får man en indikation af, hvilket pres vores forretning er under, sagde TDC's finansdirektør, Pernille Erenbjerg, på fredagens telekonference.
I andet kvartal havde TDC en fremgang på 2,5 pct. i driftsresultatet (EBITDA) til 2413 mio. kr., men det skyldes udelukkende, at opkøbet af det norske tv- og bredbåndsselskab Get først indgik i regnskabet fra november sidste år og derfor trak tallene markant op.
Hvis man tager det ud af regnestykket, var der tale om et fald på 7,7 pct. organisk, og den udvikling understreger, ifølge TDC selv, at næste år bliver svært.
- Hvis man tager Get ud af ligningen og ser på, hvordan forretningen kører, så ser 2016 ser svært ud. Det er ikke en nyhed og er ikke som sådan en overraskelse.
- I en forretning som denne går nogle områder bedre end ventet, og andre går værre end forventet. Og især i den danske forretning er udfordringerne større, end vi havde forventet, sagde Pernille Erenbjerg fredag eftermiddag.
Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets vurderer, at TDC's udbytte ved årsskiftet kan blive skåret til 2,10-2,25 kr. fra de nuværende 2,50 kr.
Såfremt TDC fra næste år sænker udbyttet, vil det være anden gang på kort tid. I forbindelse med TDC's opkøb af Get, som telekoncernen betalte 12,5 mia. kr. for sidste år, sænkede TDC også udbyttet fra 3,70 kr.
Her gik TDC fra en udbetalingsprocent på 90 pct. til 60 pct., og TDC blev på fredagens telekonference også spurgt ind til, om selskabet forventer at opretholde det niveau.
- Vi forventer helt klart, at udbyttet vil være på omkring 60 pct. Det er, som du ved, vores udbyttepolitik. Og det er på den basis, at forventningerne til udbyttet per aktie er beregnet, sagde Pernille Erenberg.
TDC-aktien koster mandag 44,92 kr., hvilket er et fald på omkring 12 pct. i forhold til torsdag ved børslukketid. En del af kursfaldet mandag skyldes dog, at der fragår et udbytte på 1 kr. fra aktien.
Danske Banks chefhandler, Mads Zink, vurderer primært, at det er udsigterne for fremtiden, som presser aktien.
- Der er bare en bekymring for, at 2016 kan blive hård for TDC. Konkurrencen er hård, og jeg tror, at det gør, at der er mange, der er ude at reducere deres estimater i dag. Det gør, at aktien sætter sig lidt, siger Mads Zink til Ritzau Finans.
/ritzau/FINANS
Tags: ❯