TDC fritages for forsyningspligt på Færøerne, sparer mio-beløb

Udgivet den 29-01-2002  |  kl. 10:18  |  

Den danske regering overdrager den 1. februar ansvaret for de maritime nød- og sikkerhedstjenester på Færøerne til det færøske landsstyre. Færøerne har siden 1997 stået for det praktiske arbejde med den radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjeneste som underentreprenør til TDC.

Da TDC fra 1. januar 1998 blev udpeget til at varetage udbudet af forsyningsforpligtelser på telekommunikationsområdet i Danmark omfattede det også den radio baserede maritime nød- og sikkerhedstjeneste på Færøerne og i Grønland. I den anledning indgik TDC en aftale med det færøske
telefonselskab Føroya Tele, som siden har haft det driftsmæssige ansvar for de maritime nød- og sikkerhedstjenester. For den ydelse har Føroya fået refunderet de årlige driftsomkostninger fra TDC.

Det færøske landsstyre overtager nu forsyningspligten og ansvaret for, at de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester lever op til de internationale forpligtelser på området. Føroya Tele har fortsat det driftsmæssige ansvar, og dermed sikrer det færøske landsstyre den nødvendige stabilitet omkring området i forbindelse med overtagelsen.

Overdragelsen betyder, at TDC ikke længere har forsyningspligten for de maritime nød- og sikkerhedstjenester på Færøerne, og TDC skal derfor ikke længere betale for denne ydelse. Det medfører en årlig besparelse for TDC på 6,2 mio. kr.

Udgivet af: NPinvestordk