TDC Innovation skyder tocifret mio-beløb i Pricerunner

Udgivet den 08-06-2001  |  kl. 11:47  |  

TDC Innovation har foretaget en tocifret millioninvestering i Internet-virksomheden Pricerunner ved den netop gennemførte aktie-emission på i alt 34,7 mio. svenske kroner. Dermed er TDC Innovation den største investor i virksomheden.

Pricerunner.com blev startet i Sverige i 1999 og kom til Danmark i efteråret 2000. Pricerunner fik sidste år prisen for "Bedste tekniske løsning i Skandinavien år 2000" af SIME Awards (Scandinavian Interactive Media Awards).

- Pricerunner er noget så usædvanligt som en succesfuld Internet-satsning, siger direktør Carsten Gaarn-Larsen, TDC Innovation.

Selskabet er mest kendt for sin forbrugertjeneste via Internet, hvor private forbrugere kan sammenligne priser på forskellige varer, før de køber. Blandt andet TV2's forbrugermagasin Boomerang har i en sammenlignende test kåret Pricerunner til Danmarks bedste forbruger-site.

En anden vigtig del af Pricerunners forretningsmodel er licensudlejning af selskabets tekniske løsninger. Seneste eksempel på en sådan løsning, er en aftale med britiske BBC, hvor Pricerunner har det samlede ansvar for BBC's shoppingafsnit.

Herudover har Pricerunner udviklet en lang række af unikke markedsstatistiske produkter. Et udviklingsarbejde, som for en stor dels vedkommende er udført i Danmark.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder