Tirsdagens aktier: Ørsted og Zealand viste fine takter - DSV faldt inden regnskab

Udgivet den 23-04-2024  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

Zealand Pharma og Ørsted var i god gænge tirsdag, hvor investorerne lod sig inspirere af en flot indledning på ugen på Wall Street.

C25-indekset endte 1 pct. højere i 1923,12 efter gevinster i USA såvel mandag som i den tidlige handel tirsdag.

FEDMERELATEREDE AKTIER SAMLES OP

Helt i toppen huserede C25's bedst præsterende aktie i år, Zealand Pharma. Aktien rettede sig 5,1 pct. til 611 kr. efter fald de seneste fire børsdage på stribe.

Stigninger i flere af de amerikanske biotekselskaber, der ligesom Zealand udvikler nye midler mod svær overvægt, spillede tilsyneladende ind.

- Flere af de fedmerelaterede biotekselskaber har haft det svært i en periode, men de ser ud til at komme lidt igen, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Novo Nordisk, der har været i let modvind og er faldet godt 4 pct. fra alletiders rekordniveau på 932 kr. den 7. marts, genvandt 1,8 pct. til 891,30 kr. Novo har givet et afkast på næsten 29 pct. i år inklusive udbytte blandt andet som følge af store salgsforventninger til vægttabsmidlet Wegovy. Zealand har dog i den grad formået at løbe endnu hurtigere og er steget næsten 64 pct. i år.

Blandt vinderne tirsdag var også Ørsted, der steg 2,6 pct. til 389,30 kr. Carnegie hævede kursmålet for aktien i energiselskabet til 431 kr. fra 402 kr. og gentog anbefalingen "hold".

PÆNE SALGSTAL FRA GENMAB-PARTNER

Genmab lagde sig fra morgenstunden i spidsen af C25 oven på lovende salgstal fra partneren Novartis for sklerosemidlet Kesimpta.

Men aktien faldt hurtigt ned igennem C25-feltet og sluttede 1,1 pct. lavere i 2008 kr.

- Vi regnede ikke med, at den ville blæse afsted på Novartis, men tænkte da, at det godt kunne understøtte aktien, men den er godt nok lidt tung at danse med for tiden, siger Martin Munk og uddyber:

- Men de helt tunge pipelinenyheder ligger også mod slutningen af året, og jeg kan godt forestille mig, at der er nogen, der vælger at vente.

For DSV endte tirsdagen med et fald på 0,4 pct. til 1076,50 kr. inden onsdagens kvartalsregnskab.

Konkurrenten Kuehne + Nagel meldte tirsdag om stor tilbagegang i driftsindtjeningen i første kvartal, hvilket dog var ventet i markedet.

Men pengestrømmene var negative, og det, forudså den amerikanske storbank Citi allerede fra morgenstunden, kunne lægge pres på transportaktien, der lå 4,8 pct. lavere ved dansk børslukketid.

REGNSKABER GAV PLUSSER

Et par regnskaber blev det også til herhjemme.

Embla Medical - tidligere kendt som Össur - havde fremgang på toplinjen i første kvartal med en rapporteret vækst på 10 pct. og en organisk vækst på 7 pct. Proteseproducenten, der fastholder forventningerne, endte 2 pct. højere i 30,70 kr.

Og Tivoli, der havde gavn af en tidlig påske, steg 2,2 pct. til 740 kr. Omsætningen blev i første kvartal løftet til 90,4 mio. kr. fra 61,8 mio. kr. i samme periode året forinden.

NYE KURSMÅL

Netcompany fik sænket kursmålet til 320 kr. fra 340 kr. hos ABG Sundal Collier, der gentog anbefalingen "køb". It-selskabet steg 2,8 pct. til 261,80 kr.

Ringkjøbing Landbobank fik forud for onsdagens regnskab løftet sit kursmål hos både Danske Bank og SEB Bank til 1350 kr. fra henholdsvis 1200 kr. og 1275 kr. Begge banker anbefaler "køb". Ringkjøbing Landbobank steg 2,6 pct. til 1252 kr.

De seneste dages store vinder, Unibrew, faldt 2,1 pct. til 525 kr.

Den amerikanske storbank Citi løftede tirsdag sit kursmål for bryggeriet til 510 kr. fra 460 kr., men gentog anbefalingen "neutral" oven på kvartalsregnskabet i fredags, hvor Unibrew opjusterede forventningerne, hvilket blev mødt med kursstigninger fredag og mandag på henholdsvis 18 og 3 pct.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:59 Freetrailers toplinje vokser pænt i andet kvartal - bundlinjen følger med
11:45 Aktier/middag: ISS og Zealand tager top og bund efter årsregnskaber i grønt marked
11:28 Ledelse og markedet er enig: Flot kvartalsregnskab fra FLSmidth
11:06 MT Højgaard/CEO: Robust år i et marked tynget af geopolitik og renteusikkerheder
11:01 ISS-chef ser ingen grund til store opkøb i 2025 - tysk joker kan løfte tilbagekøbsprogram
10:28 DAB leverer historisk overskud i 2024: Strategiskift vil påvirke i fremtiden
10:15 NNIT har vasket tavlen ren i 2025: Danske Bank er positiv men sænker kursmål
10:01 Sydbank får løftet kursmålet hos Danske Bank: Ser mulighed for købstilbud
09:55 Nilfisk-topchef håber på trendskifte på vanskeligt amerikansk marked
09:42 Cbrain vil stille skarpt på udlandet: Ændrede vækstambitioner straffes på børsen
09:28 FLSmidths finansdirektør ser fordele ved Trump - både for Mining og Cement
09:13 Aktier/åbning: ISS og Zealand tager top og bund efter regnskab i grønt eliteindeks
09:12 Zealand Pharma sætter op mod 2,5 mia. kr. af til driften i 2025
08:53 Zealand Pharma har speederen i bund: Nye studier følger år med "fantastiske data"
08:35 Obligationer/åbning: Marginalt rentefald i den tidlige handel
08:34 ISS overrasker markedet med stort tilbagekøbsprogram
08:33 Aktier/tendens: ISS, Nilfisk og FLSmidth i fokus efter regnskaber
08:14 KORR: Airbus skuffer en smule med udsigten til flyleveringer i 2025
08:12 Zealand-topchef ser større sandsynlighed for partnerskab med selskabets kronjuvel i 2025 end ikke
07:40 FLSmidth leverer opløftende prognose for 2025