Tirsdagens internationale avisuddrag med Total, Kina og Apple

Udgivet den 21-10-2014  |  kl. 08:12  |  

FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):

TOTAL-CHEF DØD I FLYULYKKE I MOSKVA

Christophe de Margerie døde i de sene aftentimer mandag, da et privatfly forulykkede nær Moskva. Margerie er administrerende direktør for den franske oliegruppe Total, som er Europas tredjestørste. Ifølge russiske medier ramte landingsstellet på det lette forretningsfly en snerydningsmaskine i Moskvas Vnukovo lufthavn. Besætningen og føreren af snerydningsmaskinen omkom alle i ulykken. (TOTAL CHIEF DIES IN MOSCOW AIR CRASH)

KINAS BNP-VÆKST ER DEN MEST SLØVE SIDEN DEN GLOBALE FINANSKRISE

Kinas økonomi er i sidste kvartal vokset med den mest langsomme hastighed siden den globale finanskrise, hvilket skaber bekymring for det globale vækstpotentiale og styrker sandsynligheden for, at Beijing vil introducere flere foranstaltninger for at stimulere økonomien. Kinas BNP voksede i tredje kvartal med 7,3 pct. fra samme periode forrige år, hvilket er det laveste tal siden første kvartal af 2009, hvor væksten blot var på 6,6 pct. (CHINA GDP GROWTH SLOWEST SINCE GLOBAL CRISIS)

LEUNG: HONGKONG-DEMONSTRANTER ER HELDIGE, AT KINA IKKE HAR BLANDET SIG

Chun-ying Leung, Hongkongs administrative leder, har advaret prodemokratiske demonstranter om ikke at teste Beijings tålmodighed. Leung pegede på et muligt kompromis for at afslutte den civile ulydighed, som har varet mere end tre uger. I sit første interview med internationale medier siden protesternes start, udtaler han, at Hongkong har været "heldige", eftersom Beijing endnu ikke har haft behov for at blande sig. (HONG KONG 'LUCKY' CHINA HAS NOT STOPPED PROTESTS, SAYS CY LEUNG)

WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):

MODEDESIGNEREN OSCAR DE LA RENTA ER DØD

Den anerkendte amerikanske designer Oscar de la Renta, som især er kendt for sine kreationer til den røde løber, døde mandag aften amerikansk tid i en alder af 82 år. Designerens dødsfald kommer blot få uger efter, at han udnævnte en ny designer, Peter Copping, til at afløse ham. (FASHION DESIGNER OSCAR DE LA RENTA DIES AT 82)

IPHONE 6 GENOPLADER APPLES VÆKST

For et år siden var historien, at Apples formidable vækst var begyndt at ebbe ud, og at konkurrenterne var begyndt at hale ind - særligt Samsung. Salget af de nye iPhones med større skærme har dog bevirket, at Apples profit er steget med 13 pct. i det seneste kvartal, og virksomheden forudser rekordsalg i det kommende kvartal med de mange højtider. (IPHONE 6 RECHARGES APPLE'S GROWTH)

SVERIGES JAGT PÅ UBÅD FREMKALDER MINDER FRA DEN KOLDE KRIG

Mandag vågnede svenskerne op til overskrifter, som kunne være taget direkte ud af 1980'erne, da Sverige på fjerdedagen fortsatte sin jagt på en udenlandsk ubåd ved landets østkyst. Sent søndag offentliggjorde Sveriges flåde et grynet billede af, hvad der mistænkes at være en ubåd blandt øerne i Stockholms skærgård, ca. 80 km øst for hovedstaden. (SWEDEN'S SUBMARINE HUNT EVOKES COLD WAR MEMORIES)

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Seneste nyheder