Tirsdagens obligationer: Rentefald efter lavere end ventet producentprisvækst i USA

Udgivet den 13-08-2024  |  kl. 17:01  |  

En skuffende tysk erhvervstillidsmåling og en lavere end ventet vækst i de amerikanske producentpriser var tirsdag med til at sende de danske statsrenter nedad.

Den toneangivende tiårige danske rente faldt tirsdag med 6 basispoint til 2,17 pct.

Formiddagens tyske ZEW-erhvervstillidsopgørelse viste et dyk for den vigtige forventningskomponent til 19,2 i august fra 41,8 måneden før.

Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et fald til 34,0.

Renten fortsatte ned tirsdag eftermiddag, efter at den amerikanske producentprisopgørelse viste en årsvis vækst på 2,2 pct. i juli mod en ventet vækst på 2,3 pct.

Denne uges vigtigste nøgletal bliver det amerikanske forbrugerprisindeks onsdag.

Det ventes at vise, at inflationen aftog til 3,2 pct. i juli fra 3,3 pct. i juni opgjort eksklusive fødevarer og energipriser, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

- Flere af underindeksene i producentpriserne indgår i den amerikanske forbundsbanks (Feds) foretrukne inflationsmål core-PCE.

- Derfor er tallene vigtige, da de bliver den første retningspil på udviklingen i PCE-inflationen, fremhævede Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar forud for nøgletallet.

Holder prognosen vil markedet formentlig holde fast i sin forudsigelse om, at den amerikanske centralbank sænker renten på sit møde i midten af september.

I øjeblikket indregner futures en rentenedsættelse på 39 basispoint, og investorerne er altså en smule i vildrede, om den toneangivende amerikanske rente vil blive sænket med 25 eller 50 basispoint.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯