Torsdagens obligationer: Renten steg forud for jobrapport - franske renter faldt
Små rentestigninger fik tag i det danske obligationsmarked torsdag, hvor investorerne tilsyneladende trådte vande op til månedens højdepunkt fra nøgletalsfronten i form af den amerikanske jobrapport fredag eftermiddag.
Op til jobtallene kunne investorerne ud på eftermiddagen hente lidt inspiration i nøgletal fra USA, hvor antallet af nytilmeldte ledige viste sig at være steget en anelse mere end ventet i sidste uge.
Fredag venter økonomer, at jobrapporten viser, at der blev skabt 215.000 arbejdspladser uden for landbruget i november efter en ekstraordinær dårlig oktober, hvor arbejdsmarkedet var forstyrret af flere orkaner og en stor strejke hos flyproducenten Boeing. Arbejdsløsheden ventes i november at være uændret 4,1 pct.
Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 3 basispoint højere i 1,81 pct. op til jobtallene, der som regel også sætter skub i de europæiske renter.
FRANSK-TYSK RENTESPÆND INDSNÆVRES
På vores side af Atlanten er der desuden særskilt fokus på Frankrig på grund af det politiske kaos, efter at regeringskoalitionen med premierminister Michel Barnier i spidsen onsdag blev væltet af parlamentets yderfløje oven på en mistillidsafstemning i det franske parlament.
Renten på den tiårige franske statsobligation faldt imidlertid 1 basispoint torsdag til 2,88 pct., og rentespændet til Tyskland blev indsnævret lidt igen til 78 basispoint fra 84 basispoint.
Rentespændet mellem eurozonens to største økonomier har været i fokus, siden det mandag ramte 90 basispoint - det største siden 2012 - og netop som konsekvens af den politiske krise i Frankrig.
Torsdag ytrede den franske højrefløjskvinde og leder af National Samling, Marine Le Pen, imidlertid optimisme, da hun over for Bloomberg, vurderede, at parlamentet formentlig vil kunne enes om en finanslov i løbet af uger.
Meldingen fik ifølge Bloomberg News markedet til at skrue ned for forventningerne til kommende rentenedsættelser fra ECB. Frem mod slutningen af 2025 indikerer swapmarkedet nu rentenedsættelser på 146 basispoint mod 156 basispoint onsdag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯