Tryg: Godkendelsesproces går som planlagt

Udgivet den 01-03-2021  |  kl. 15:26  |  
Arkiv: Foto

Det skrider fremad som planlagt i forhold til at indhente konkurrencemyndighedernes godkendelse af Trygs opkøb af RSA's forsikringsaktiviteter.

Det meddeler den danske forsikringskæmpe mandag på en telekonference i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets ventede kapitalforhøjelse.

Her blev der blandt andet spurgt ind til, hvordan det skrider frem med godkendelsesprocessen.

- Det går som ventet, lyder det fra koncernfinansdirektør Barbara Plucnar Jensen, der fortæller, at der nu er hentet godkendelse hos konkurrencemyndighederne i Sverige, Canada og Norge.

Også i Danmark, hvor Tryg sammen med partneren Intact står til at overtage Codan, skrider det fremad, og der er god dialog, siger Barbara Plucnar Jensen.

Her er aftalen, at Codan skal ejes i fællesskab mellem de to selskaber, men at Intact står for driften. Det gøres for netop ikke at komme i karambolage med konkurrencereglerne.

Mandag har Intact ansøgt hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om erhvervelse af enekontrol over RSA's aktiviteter i Danmark - altså Codan.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder