Ukraine: Vi har adgang til sorte bokse efter flystyrt

Udgivet den 10-01-2020  |  kl. 18:02  |  

Ukrainske eksperter har fået adgang til de sorte bokse fra det ukrainske fly, som styrtede ned i Iran onsdag.

Det fortæller Ukraines udenrigsminister, Vadym Prystaiko, fredag eftermiddag.

- Vores hold har nu fået adgang til de sorte bokse, siger udenrigsministeren i en briefing.

De sorte bokse bruges til at opklare årsagen til flyulykker. Sammen med iranerne vil det blive besluttet, hvor de sorte bokse skal analyseres, lyder det.

Ukraine ønsker at etablere en international koalition, som skal undersøge flystyrtet i Iran onsdag, fortæller ministeren videre.

Flyet, der styrtede ned, var fra Ukraine International Airlines. 176 personer omkom.

Udenrigsministeren oplyser også, at landet har fået adgang til dele af flyvraget. Samtidig afviser han, at der skal være grund til at tro, at de iranske myndigheder ikke vil arbejde med Ukraine.

/ritzau/Reuters

Redaktion