Unit-Trust styrker distribution gennem opkøb i Sverige

Udgivet den 24-06-1999  |  kl. 16:05  |  

København--24. juni--NetPosten--Unit Trust har i dag indgået en aftale om at købe 20 pct. af aktierne i Svenska Spar & Forsäkringer, der med 75 heltidsansatte og ca. 100 deltidsansatte på 10 kontorer er Sveriges største uafhængige distributør af finansielle produkter, fremgik det torsdag af en fondsbørsmeddelelse. Unit Trust har samtidig fået option på at købe resten af selskabets aktier.

Unit Trust overtager aktieposten pr. 24. juni 1999, og udbygningen af samarbejdet med SP&F ventes allerede i år at bidrage positivt til Unit Trusts indtjening.

Købet af aktieposten medfører en betydelig styrkelse af Unit Trusts position som udbyder af opsparingsprodukter i primært Sverige, men også i de øvrige nordiske lande. Unit Trust er i dag gennem datterselskabet Unitfond den største eksterne fond-i-fond forvalter af opsparing fra kunder med unit-link forsikringer i den svenske forsikringskoncern Skandia.

Unit-Trust har betalt 0,8 mio. skr. for aktierne i Svenska Spar & Forsäkringer, og der er desuden aftalt en betaling svarende til halvdelen af Unit Trusts andel af Svenska Spar & Forsäkringers indtjnening før skat i årene 1999 og 2000. Det skal sammenholdes med, at Svenska Spar & Forsäkringer i dette års første fire måneder havde en omsætning på 15,7 mio. skr. og et resultat før skat og dispositioner på 2,7 mio. skr.

Udgivet af: NPinvestordk