UPB Q2: Kerneforretningen går ikke som smurt i olie

Udgivet den 26-08-2013  |  kl. 11:47  |  

Der er markant tilbagegang af spore i regnskabet fra United Plantations Berhad, UPB, i andet kvartal. Salgspriserne er faldet og samtidig er produktionsomkostningerne steget. Det har sendt resultaterne nedad for selskabet, der producerer palmekerner, palmeolie og kokosnødder.

Omsætningen faldt i andet kvartal til 241,8 mio. malaysiske ringgit svarende til godt 410 mio. kr. Det var en lille stigning fra 232,1 mio. ringgit i samme periode sidste år. Halvår til halvår er omsætningen dog faldet fra 570,7 mio. ringgit til 457,5 mio. ringgit.

- Selvom koncernen fastholder en terminshandelspolitik og har nydt godt af det i et faldende marked, er salgspriserne på rå palmeolie og palmekerner faldet med henholdsvis 17,5 pct. og 32,6 pct. i samme periode som følge af faldet i salgspriser på vegetabilske olier på verdensplan, skriver UPB.

Driftsomkostningerne er da i kvartalet også steget til 188,5 mio. ringgit fra 144,5 mio. ringgit. Det har sendt resultatet før skat ned på 75,6 mio. ringgit svarende til 128 mio. kr. I samme periode sidste år var resultatet 104,2 mio. ringgit. Nettoresultatet er i kvartalet faldet til 56,9 mio. ringgit fra 77,2 mio. ringgit for et år siden.

United Plantations Berhad (UPB) fastholder forventningerne til 2013 og ser fortsat et resultat, der bliver lavere end i 2012, hvor nettoresultatet havnede på 342 mio. ringgit.

Baggrunden er de store fald i priserne på palmeolie i størrelsesordenen 40 pct. gennem de seneste 12 måneder. Samtidig tyder meget på, at priserne vil falde yderligere de kommende tre til seks måneder, vurderer UPB i regnskabet.

Tabel for United Plantations Berhad for andet kvartal 2013:

#

Mio. myr. Q2 2013 Q2 2012 FY 2012

-----------------------------------------

Omsætning 241,8 232,1 1183,4

Resultat før skat 75,6 104,2 454,3

Nettoresultat 56,9 77,2 342,2

-----------------------------------------

#

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk