US: Historiske stigninger mandag
Mandag var dagen hvor de amerikanske aktier for alvor tog revanche for de seneste ugers kraftige fald. S&P 500 indekset, der repræsenterer 500 af de største selskaber i USA, oplevede mandag den største procentvise stigning i 69 år og markerede dermed enden for 8 dages konstante fald.
Det var således et vaskeægte rebound de amerikanske aktier oplevede mandag, hvor de tre hovedindeks Nasdaq, Dow Jones samt S&P 500 oplevede kraftige stigninger på henholdsvis 11,8 pct., 11 pct. og 11,5 pct. til indeks 1844,25, 9387 samt indeks 1003,35.
Markedsdeltagere peger på at de store stigninger skal ses i lyset af de seneste dages kraftige fald, samt at regeringer og nationalbanker på globalt plan, nu for alvor er kommet i gang med tiltag der skal redde det finansielle verdensmarked.
Ikke nok med at den amerikanske regerings redningsplan til 700 milliarder USD endelig er vedtaget og så småt er begyndt at virke, har 15 EU-landes regeringer vedtaget en Europæisk finansiel redningsplan der bl.a. skal statsgarantere ny bankgæld indtil slutningen af 2009. Denne garanti skal bl.a. være med til at løsne op i de tilfrosne lånemarkeder, ved at få bankerne til at låne til hinanden igen. Desuden vil EU-landene sprøjte kapital direkte ind i de finansielle firmaer i Europa, hvor alene UK vil sætte 63 milliarder USD i tre store engelske banker.
Den amerikanske regering forventes at komme med en lignende plan for de amerikanske banker allerede tirsdag, med statsgarantier for de amerikanske bankers udlån, samt direkte kapitalindsprøjtning i de finansielle virksomheder.
Med til at bidrage til den i forvejen positive stemning på Wall Street mandag, var nyheder om at Morgan Stanley og Mitsubishi UFJ Financiel, en japansk storbank, mandag indgik aftale om at Mitsubishi UFJ køber 21 % af Morgan Stanley, til kurs 25,25 USD. Nyheden fik Morgan Stanley aktien til at stige med hele 87 pct. til kurs 18,1 USD.
Nyheden om aftalen mellem Morgan Stanley og Mitsubishi UFJ Finansiel trak godt op i den finansielle sektor, der endte med en stigning på 10,2 pct.. I sektoren steg investeringsfirmaerne alene med 26,8 pct.
Alt i alt endte mandagen som en særdeles positiv dag, hvor 96 pct. af samtlige selskaber i S&P 500 indekset steg. Og det var ikke kun S&P indekset der oplevede en historisk stigning mandag, Dow Jones indekset som steg med hele 936 point eller 11 pct. oplevede den største pct. mæssige stigning siden 1933.
Alle 10 økonomiske hovedsektorer endte mandagen i plus, hvor industrisektoren på trods af en stigning på 7,2 pct., var den sektor der klarede sig dårligst, mens energisektoren oplevede den største stigning på 18,5 pct.
S&P 500 indekset er med mandagens stigning på 11,5 pct. stadig faldet 31,7 pct. alene i år, og 36,3 pct. siden rekorden i oktober 2007.
/ Marc A. Rasmussen
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›