USA/åbning: Energi trækker op fra start - købstilbud til burgerkæde

Udgivet den 25-09-2018  |  kl. 15:45  |  

Det amerikanske aktiemarked er tirsdag åbnet med beherskede stigninger, som det på forhånd også var indikeret i markedet for futures.

Energiselskaberne trækker op sammen med banker og detailhandelsaktier, og efter fem minutters handel ligger Dow Jones-indekset 0,2 pct. højere i 26.609,78.

Det brede S&P 500-indeks stiger desuden 0,1 pct., mens det ledende indeks på Nasdaq-børsen dog ligger 0,04 pct. lavere.

Frygten for en eskalerende handelskrig mellem USA og Kina er for en stund skubbet i baggrunden, og forude - onsdag - venter resultatet af to dages møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, som ved den lejlighed ventes at hæve renten endnu en gang.

- Federal Reserve vil nok ikke virke særligt bekymret for voksende spændinger i den globale samhandel. Hidtil er der er ingen klare tegn på, at globale handelsspændinger tynger den amerikanske økonomi, skriver chefmarkedsstrateg Hussein Sayed fra FXTM i et notat ifølge Reuters.

Burgerkæden Sonic kan se frem til at få et gevaldigt kursløft, når handlen med aktien genoptages efter en handelspause klokken 15.50, efter at selskabet har fået et opkøbstilbud med en klækkelig præmie til selskabets nuværende aktionærer.

Købstilbuddet er kommet fra Inspire Brands, som vil købe Sonic for 43,50 dollar per aktie - svarende til en samlet transaktionsværdi på 2,3 mia. dollar.

Købsprisen svarer til en præmie på 18,8 pct. sammenlignet med lukkekursen for aktien mandag på 36,61 dollar.

I Dow Jones-indekset topper Walmart og McDonald's med stigninger på 1,2 og 1 pct., og Chevron ligger 0,9 pct. højere understøttet af stigende oliepriser.

Blandt teknologiaktierne falder Facebook derimod 2,2 pct., efter at det er kommet frem, at de to stiftere af selskabets sociale medie Instagram har valgt at forlade selskabet - angiveligt som følge af uoverensstemmelser med Facebook-stifter Mark Zuckerberg.

Før åbningen kom der regnskab fra elektronikvirksomheden Jabil, som med en underliggende indtjening per aktie på 70 cent overgik forventningerne på 67 cent ifølge estimater fra Bloomberg News.

I den indledende handel falder aktien imidlertid 5,7 pct.

KVARTALSTAL FRA NIKE

Nike kommer efter børslukketid tirsdag ligeledes med regnskab. Selskabet har på det seneste været i vælten som følge af en markedsføringskampagne med den tidligere NFL-quarterback Colin Kaepernick.

Kaepernick var den første NFL-spiller, der knælede under en nationalsang i protest mod racisme, hvilket han modtog hård kritik for fra blandt andet præsident Donald Trump.

Nike har ifølge Investing.com imidlertid oplevet stærk salgsvækst efter lanceringen af kampagnen, der skal markere 30-års jubilæet for det velkendte slogan "Just Do It".

Aktien i Nike ligger 0,3 pct. lavere fra start.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
3,22%
 
14/12/18

 
1,20%
 
14/12/18

 
0,93%
 
14/12/18

 
-0,22%
 
14/12/18

 
-12,75%
 
14/12/18

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder