USA/åbning: Indeks sendes i rekord efter stor rentelettelse løfter risikolyst

Udgivet den 19-09-2024  |  kl. 15:53  |  

Der er indbudt til aktiefest på det amerikanske marked torsdag, hvor to ud af tre ledende indeks åbner i rekordniveau.

Det er gårsdagens store rentelettelse på 50 basispoint, der har skabt højt humør og sender aktierne op, selv om stemningen ved lukningen af markedet var noget anderledes.

Efter en god nats søvn er bekymringerne imidlertid forduftet, og risikolysten er tilbage. Ved åbningen stiger Dow Jones-indekset 1,1 pct. til 41.965,32. Hertil stiger S&P 500-indekset med 1,5 pct. til rekorden 5700,29.

Nasdaq-indekset stiger mest med 2,4 pct. til 18.000,18, men er fortsat et stykke fra rekord.

Onsdag besluttede den amerikanske centralbank sig for en stor rentenedsættelse, som markedet også langt hen ad vejen havde ventet. Alternativet var en mindre rentesænkning på 25 basispoint. Dermed lyder renten nu på 4,75-5,00 pct.

- Glæden skyldes, at Federal Reserve er kommet med en plan, hvor de er startet på at lempe renterne. Det sker i et miljø, hvor man med de seneste nøgletal også har fået bekræftet, at økonomien stadig ser fornuftig ud, og det understøtter risikostemningen, siger Tine Choi, der er chefstrateg i PFA, til MarketWire.

Federal Reserve og formand Jerome Powell venter, at renten skal sættes ned med yderligere 50 basispoint inden årets udgang. Holder prognosen stik, peger det med al sandsynlighed på nedsættelser på hver 25 basispoint i november og igen i december.

Og selv om rentelettelsen i første omgang blev taget godt imod, nåede investorerne at ombestemme sig og blive bekymrede. Slutfacit for de tre ledende indeks, S&P 500-indekset, Dow Jones-indekset samt det teknologitunge Nasdaq-indeks, blev således alle et minus på 0,3 pct. Dermed skulle investorerne lige tygge færdig på meldingen, før optimismen nu er retur.

MOBILSEYE STÅR TIL STOR STIGNING

Mobileye Global stiger 9 pct. ved åbningen, efter at storaktionæren Intel har oplyst, at der i øjeblikket ikke er planer om at frasælge en majoritetsandel i softwareproducenten.

- Vi tror på fremtiden for autonom kørselsteknologi og på Mobileyes unikke rolle som førende inden for udvikling og implementering af avancerede førerassistentsystemer, skriver Intel i en meddelelse torsdag.

Afvisningen kommer, efter rygter i starten af september om udforskning af et salg af en del af de 88 pct. af Mobileye, som Intel ejer. Mobileyes aktie er imidlertid faldet med godt 70 pct. i år til en markedsværdi på 9,4 mia. dollar.

Intel-aktien sendes op med 1,8 pct.

APPLE NÆRMER SIG ADVARSEL

Teknologigiganten Apple nærmer sig en advarsel fra EU, der kræver, at der bliver lukket mere op for styresystemet iOS. Hvis ikke Apple indordner sig, kan det føre til betydelige bøder under lovgivningen Digital Markets Act, skriver Bloomberg News med henvisning til anonyme kilder.

EU-Kommissionens vagthund ventes officielt at kræve, at Apple gør sit styresystem på iPhone tilgængelig og funktionel for andre teknologier. En eventuel advarsel er ikke ensbetydende med en formel undersøgelse af Apple.

Aktien stiger ikke desto mindre 2 pct.

FACTSET GÅR GRØN DAG I MØDE

Factset har tjent lidt mere end ventet i det forskudte fjerde kvartal, hvilket bliver takseret til en stigning på 3,9 pct.

Selskabet, der leverer finansdata, kunne i perioden se omsætningen stige med 4,9 pct. til 562,2 mio. dollar, hvilket er over analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 547,9 mio. dollar.

Den organiske omsætningsvækst på 5 pct. er også betydeligt over analytikerprognosen på 2,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

10:14 Vestas og fransk NKT-konkurrent sænket til "underperform" af finansgigant efter Trump-sejr
09:53 Torm er presset af lavere olietransport ud af Mellemøsten - topchef tror på genopretning
09:39 DFDS-topchef: Finansiel præstation i Ekol-handel blandt årsagerne til aflyst køb
09:25 Aktier/åbning: Lidt højere marked med flotte plusser til GN, Novonesis og Genmab
09:14 Novonesis overrasker med oppræcisering i stærkt tredje kvartal
09:08 Ambus kursmål skåret til 130 kr. efter regnskab hos Redburn
09:06 Obligationer/åbning: Stort set uændret rente på dag med rentemøder
09:02 DFDS' Torben Carlsen ser først økonomisk afmatning i Europa vende i 2025
08:58 Torm fortsætter vækst og betaler udbytte - men lavere fragtpriser giver nedjustering
08:45 Vestas får sænket anbefaling af Bank of America efter Trump-sejr og regnskab
08:31 GN-topchef: Vi når formentlig ikke vending til positivt marked i Enterprise i år
08:31 Aktier/tendens: Ny stime af regnskaber - opjustering fra Novonesis, Genmab, men GN sænker
08:23 Gubra vender driftsindtjeningen til plus i tredje kvartal drevet af fedme
07:49 DFDS' fragtmængder og passagerantal hjulpet af rutetilgang
07:45 Korr: Obligationer/tendens: Udsigt til uændret åbning på dag med rentemøder
07:37 Genmabs lukning i USA indikerer positiv åbning
07:35 Zealand Pharma OVERBLIK Q3: Opmuntrende pipeline overskygger underskud
07:27 Obligationer/tendens: Udsigt til uændret åbning på dag med rentemøder
07:07 Genmabs kursmål sættes ned af amerikanske TD Cowen efter regnskab
07:05 Ørsteds kursmål sænkes hos HSBC efter regnskab og Trump-sejr