USA / Luk: Endte med mindre fald

Udgivet den 24-09-2013  |  kl. 06:06  |  

De amerikanske aktiemarkeder åbnede omkring fredagens lukkeniveauer, men den svagt negative stemning fik hurtigt overtaget, og der var tale om mindre fald dagen igennem. Apple steg imidlertid markant efter et langt bedre end ventet salg af de nye iPhone-modeller i debutweekenden og efter en opjustering af forventningerne til det igangværende fjerde kvartal. Rivalen BlackBerry steg en smule, efter at have offentliggjort planer om en afnotering, idet en investorgruppe vil købe selskabet.

Dow Jones-indekset faldt 0,32 pct. til 15.401,4, mens S&P 500-indekset tabte 0,47 pct. til 1.701,8. Det teknologitunge Nasdaq-indeks lukkede 0,25 pct. lavere i 3.765,3.

Apple steg 4,97 pct. til 490,64 dollar. Teknologigiganten har i den første weekend solgt 9 mio. nye iPhone 5S og 5C i den sammenlignet med analytikernes estimat på 6-7,75 mio. solgte iPhones. Apple hævede også forventningerne til det forskudte fjerde kvartal til en omsætning i toppen af tidligere udmeldte interval på 34-37 mia. dollar, hvor analytikerne ventede 36,11 mia. dollar. Yderligere hævede Apple forventningerne til bruttomarginalen til toppen af intervallet 36-37 pct. Her ventede analytikerne 36,6 pct. Yderligere meddelte Apple også, at mere end 11 mio. unikke lyttere har stillet ind på iTunes Radio siden lanceringen. Det gik blandt andet ud over internetradioselskabet Pandora Media, der lukkede 10,1 pct. lavere i 24,26 dollar.

Citigroups tabte 3,2 pct. til 49,57dollar. Den amerikanske storbanks indtægter er ifølge den britiske avis Financial Times presset tilbage, hvilket kan ramme indtjeningen. Det skrev avisen med henvisning til fortrolige samtaler mellem investorer og banken i de seneste dage. USA's tredjestørste bank målt på aktiver er en uge før afslutningen af tredje kvartal på vej til at vise et fald i handelsindtægterne efter en kraftigere end ventet afmatning i sommermånederne. Nogle af investorerne tror, at indtægterne vil falde med betydeligt mere end 10 pct. i tredje kvartal.

BlackBerry lukkede 1,1 pct. højere i 8,82 dollar, efter at selskabet offentliggjorde at det er på vej mod en afnotering fra børsen, idet kapitalfonden Fairfax og andre er gået med til at lægge 9 dollar per aktie, svarende til 4,7 mia. dollar, for den udfordrede smartphoneproducent. 

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder