USA luk: Græsk håb og tal fra USA gav positivt mar

Udgivet den 20-02-2012  |  kl. 04:00  |  

De amerikanske aktiemarkeder lukkede fredag overvejende med stigninger, hvor det kun var Nasdaq-indekset, som faldt tilbage. Tyske meldinger fredag vedrørende den græske gældssituation understøttede markedets tro på at hjælpepakken på 130 mia. euro mandag vil blive godkendt.

Dow Jones-indekset steg 0,4 pct. til 12.950, mens S&P 500-indekset blev løftet 0,2 pct. til 1361. Det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt 0,3 pct. til 2952.

- Vi har set en mulighed for en løsning på Grækenlands problemer, og vi er rykket tættere på den. De seneste makroøkonomiske data har været positive, især tal for jobmarkedet, hvorfor markederne har fortsat deres stigninger, udtalte porteføljemager hos Security Global Investors Mark Bronzo til Bloomberg.

Gilead Sciences dykkede 14,3 pct. til 47,00 dollar. Biotekselskabet, som sidste år købte Pharmasset for 10,8 mia. dollar for at forøge adgangen til hepatitis C-markedet, fik skidt nyt, idet patienter på det erhvervede medikament har fået tilbagefald efter at have stoppet behandlingen.

Det amerikanske selskab Vivus fik meldinger fra FDA's ekspertpanel om fedmepillen Qnexa, hvilket er interessant for danske Neurosearch, der har antifedmestoffet Tesofensine. Bloomberg News skrev, at det kan være, at Vivus skal frembringe flere data til at belyse hjertebivirkninger for Qnexa. Panelet vurderede, at de nye data til dels sikrer, at der ikke er hjertebivirkninger med stoffet. Vivus steg 7,3 pct. til 11,99 dollar.

Heinz steg 4,6 pct. til 54,47 dollar. Verdens største ketchupproducent fremviste en indtjening i tredje kvartal på 95 cent per aktie, hvilket overgik analytikernes forventning på 85 cent per aktie. Omsætningen på 2,92 mia. dollar var også en smule bedre end ventet.

Den amerikanske fødevareproducent General Mills, som blandt andet producerer yoghurt, sænkede forventningerne til indtjeningen efter en svag volumen i det indeværende forskudte tredje kvartal. Fødevareproducenten begrunder nedjusteringen med en svag volumenvækst på tværs af alle fødevarekategorier i USA i december og januar. General Mills tabte 3,6 pct. til 38,3 dollar.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder