USA: Risiko for udskydelse af energipakke til næste år
Afstemningen om den amerikanske energipakke, der mandag blev skubbet til næste uge, kan risikere at blive udskudt til næste år, vurderer Demokraternes leder af Senatet, Tom Daschle, ifølge Reuters.
Daschle anser det for mindre end 50 pct. sandsynligt, at pakken - hvoraf en del endnu er hemmeligholdt - bliver vedtaget. Pakken ventes at omfatte brug af ethanol som tilsætningsstof i benzin samt støtte til vindmøller.
Foreløbig er der lækket planer om at forhøje benzinpriserne med 6,9 mia. dollar (44,4 mia. kr.) over de kommende 10 år for at iblande ethanol, fremstillet på baggrund af majs.