USA/aktier: Hæslig uge fortsætter uændret mandag morgen

Udgivet den 24-08-2015  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier lukkede en hæslig uge af med kursfald for fjerde dag i træk fredag. Og de massive internationale kursfald fortsætter for fuld kraft mandag morgen.

Den kinesiske vækstnedtur har sendt bekymringer om det globale billede hele kloden rundt, og fredag blev Wall Street samtidig rystet af, hvor hurtigt nedturen synes at have ramt også de amerikanske virksomheder.

S&P 500-indekset lukkede fredag med et fald på 3,2 pct. til 1970,89. De tunge aktier i Dow Jones droppede 3,1 pct. til 16.459,75, mens teknologiaktierne i Nasdaq-indekset tabte hele 3,5 pct. til 4706,04.

Dermed har ugen givet et tab til aktionærerne i S&P-aktierne på 5,8 pct. Dow Jones er også faldet 5,8 pct. i ugens løb, mens Nasdaq-aktierne er droppet 6,8 pct.

Den begyndende panik gav sig udslag i en usædvanlig stor omsætning fredag. Der blev langet hele 1,23 mia. aktier over disken på New York Stock Exchange, mens Nasdaq-børsen omsatte hele 2,73 mia. aktier. Og set i lyset af ugens status som højsæson for sommerferie, og dermed burde byde på kraftig reduceret interesse og stille markeder, skiller dagen sig markant ud.

- Investorerne spekulerer på, hvor væksten skal komme fra, når den ikke kommer fra USA eller Kina. Det hele handler om vækst, siger chef investeringsofficer Tim Courtney fra Exencial Wealth Advisors til Bloomberg News.

Mandag morgen ser det ikke bedre ud. De kraftige kursfald i Asien fortsætter med fald på de kinesiske børser på over mod 8 pct., og futures på de amerikanske aktieindeks ligger ved 6-tiden dansk tid med fald på over 3 pct.

Fredag var de negative træk i stærkt overtal allerede fra morgenstunden efter kraftige kursfald i Asien og Europa, og investorerne blev yderligere rystet af indekset over aktiviteten i fremstillingsindustrien, PMI, fra Markit Economics.

De foreløbige tal for august faldt til 52,9 hvor der var ventet et uændret niveau på 53,8.

Og at den kinesiske nedtur allerede viser sig i aktiviteten i de amerikanske virksomheder, kommer bag på mange. Dermed bliver også Federal Reserve nødt til at tage den globale opbremsning alvorligt, da USA ikke længere er så økonomisk selvkørende som tidligere.

De fortsatte kraftige fald i råvarepriserne ramte igen olieselskaberne, hvor Chevron som Exxon Mobil, der har måttet tage mod øretæver ugen igennem, igen fik klø på henholdsvis 4,4 pct. og 3,3 pct.

Amerikanske Deere, der fremstiller traktorer og andre landbrugsmaskiner, nedjusterede før børsåbningen forventningerne i et regnskab, der ellers var bedre end ventet. Aktien faldt 8,1 pct.

Computerproducenten Hewlett-Packard stod til regnskab for torsdag aftens sene regnskabstal. Overskuddet var højere end ventet, og resultatprognosen for hele året blev indsnævret. Hewlett-Packard aktien holdt skindet på næsen med et plus på 0,4 pct.

Det var mere end man kan sige om tøjkæden Gap, der ligeledes skulle vurderes på torsdag aftens sene regnskab. Det behagede ikke investorerne, der sendte aktien ned med 4,4 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Seneste nyheder

11:38 Aktier/middag: Mærsk får klø efter afblæst strejke mens DSV's aktiesalg giver optur
11:07 Novo får skåret kursmålet med en halvtredser hos Nykredit
10:18 DSV's finansdirektør: Kapitalforhøjelse mødt af meget stor interesse
10:16 Britisk pubkæde belønnes for pænt resultat og genoptaget udbytte
09:40 Mærsk sendes til bunds efter endt havnestrejke
09:19 Aktier/åbning: Optur til DSV efter kæmpe aktiesalg - Mærsk får klø efter afblæst strejke
09:16 DSV brager i vejret oven på succesrig kapitalforhøjelse
08:52 Mærsk-aktien kan falde ret markant oven på afblæst havnestrejke vurderer Sydbank
08:46 Obligationer/åbning: Små rentestigninger i spændt marked inden fredagens jobrapport
08:40 Jyaske Bank: USA's centralbank vil for alt i verden undgå stort stigende arbejdsløshed
08:29 DSV's aktiesalg vidner om høj efterspørgel - havnestrejke kan ramme transportaktier, vurderer Sydbank
08:10 Aktier/tendens: Fokus på Mærsk og DSV efter afblæst havnestrejke og aktiesalg
08:04 Råvarer: Oliepriserne har kurs mod ugentlig stigning
07:51 Jyske Bank lukker aktietilbagekøbsprogram på 1,5 mia. kr.
07:25 Obligationer/tendens: Spænding inden fredagens jobrapport
07:17 Nordnet: Enormt aktiesalg uden rabat er en stor tillidserklæring til DSV
07:13 Amerikansk havnestrejke er slut men har skabt kø - rederiaktierne styrtdykker
06:59 Asiatiske rederi-aktier styrtdykker oven på afblæst havnestrejke i USA
06:53 DSV henter 37,3 mia. kr. på salg af nye aktier uden rabat
06:49 Asien: Kinesisk jubelhandel genoptages efter én dags pause