USA/aktier: Løftet af olieprisen - Disney i rekord

Udgivet den 13-06-2019  |  kl. 22:09  |  

Aktiemarkederne i USA var torsdag klædt i grønne farver med fremgang til alle tre toneangivende indeks. Aktierne blev løftet af en stigende oliepris efter angreb på olietankere ud for Oman.

Det brede S&P 500-indeks steg med 0,4 pct., mens Dow Jones gik tilsvarende frem. Nasdaq løftedes også med 0,6 pct.

OLIEPRIS OP EFTER ANGREB

Olieprisen steg torsdag med 2,0 pct. i USA, efter at to tankskibe blev angrebet ud for Oman. Det skaber bekymring for den globale olieforsyning, hvorfor prisen gik op. Og ofte er det sådan, at de amerikanske aktier har det godt, når olieprisen stiger.

- Der er en positiv korrelation mellem aktiemarkederne og olieprisen, hvilket er dagens katalysator, sagde Scott Brown, cheføkonom i Raymond James, til Reuters.

De senete par dage var aktierne gået tilbage, men den underliggende stemning har siden starten af sidste uge været bedre, da investorerne er blevet mere faste i troen på, at USA's centralbank vil sænke renten. Det skyldes signaler om en mere åben holdning fra blandt andet Jerome Powell, formanden for Federal Reserve. Uden at det dog er sikkert.

- Der er stadig en del usikkerhed om handelspolitikken, og om hvad Fed vil gøre. Det holder stadig en del folk på hælene på dette tidspunkt, tilføjede Scott Brown.

ENERGI FØRTE AN

Energiaktierne førte an blandt sektorerne i S&P 500 torsdag med et plus på 1,3 pct. Gruppen blev løftet af fremgang til oliegiganter som Exxon Mobil på 0,9 pct. og Chevron på 0,6 pct., mens Schlumberger steg 3,4 pct.

Nummer to i rækken var kommunikationsservice, der vandt 1,1 pct., mens cyklisk forbrug steg 0,9 pct. Den vigtige it-sektor gik desuden op med 0,2 pct. I bunden var det sundhed, der lukkede leddet med fald på 0,1 pct.

Blandt de store aktier løftede Amazon med 0,8 pct. og Microsoft med 0,6 pct. Facebook, Alphabet, der er Googles moderselskab, og Disney trak også inden for kommunikationsservice med plusser på 1,4 pct., 1,1 pct. og 4,4 pct.

Disney lukkede dermed i rekord i 141,74 dollar. Aktien blev løftet af et højere kursmål fra investeringsbanken Morgan Stanley fra 135 til 160 dollar.

LUFTART FLØJ HØJERE

I toppen af S&P 500 lå American Airlines med et plus på 6,4 pct. - trods den stigende oliepris. Stigningen kom på ryggen af en analyse fra investeringsbanken JPMorgan, som noterede sig højere billetpriser i USA, skrev Bloomberg News.

American Airlines og Southwest Airines har netop løftet deres priser efter en tilsvarende manøvre for bare fem uger siden. Southwest Airlines steg også med 3,1 pct., United Continental Holdings vandt 4,0 pct., og Delta gik op med 1,9 pct.

Lige i hælene på American Airlines fulgte CF Industries, der producerer gødning. Aktien gik frem med 4,7 pct., og onsdag var den også med i toppen med et plus på 2,5 pct. Investorerne havde øje på CF Industries, da oversvømmelser i USA ventes at betyde øget efterspørgsel på gødning, og da selskabet oplever stigende priser, ifølge Bloomberg News.

SÆLG TWITTER NU

Med i bunden af S&P 500 lå derimod det sociale medie Twitter. Aktien baskede forgæves med vingerne og faldt 3,1 pct. til 36,34 dollar. Analysehuset Moffettnathanson har sænket sit kursmål for aktien til det laveste bud på Wall Street fra 28 til 25 dollar.

- Nu synes at være et særligt godt tidspunkt at sælge Twitter, skrev analytiker Michael Nathanson ifølge Bloomberg News og pegede på opbremsning i væksten og stigende omkostninger.

Værst i indekset gik det dog for producenten af energidrikke Monster Beverages, som faldt 5,4 pct. Det fjerde fald i denne uge. Investorerne trækker gevinsten hjem efter sidste uges optur op til selskabets generalforsamling. I alt er aktien nu faldet 8,1 pct. i denne uge.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

11:59 Freetrailers toplinje vokser pænt i andet kvartal - bundlinjen følger med
11:45 Aktier/middag: ISS og Zealand tager top og bund efter årsregnskaber i grønt marked
11:28 Ledelse og markedet er enig: Flot kvartalsregnskab fra FLSmidth
11:06 MT Højgaard/CEO: Robust år i et marked tynget af geopolitik og renteusikkerheder
11:01 ISS-chef ser ingen grund til store opkøb i 2025 - tysk joker kan løfte tilbagekøbsprogram
10:28 DAB leverer historisk overskud i 2024: Strategiskift vil påvirke i fremtiden
10:15 NNIT har vasket tavlen ren i 2025: Danske Bank er positiv men sænker kursmål
10:01 Sydbank får løftet kursmålet hos Danske Bank: Ser mulighed for købstilbud
09:55 Nilfisk-topchef håber på trendskifte på vanskeligt amerikansk marked
09:42 Cbrain vil stille skarpt på udlandet: Ændrede vækstambitioner straffes på børsen
09:28 FLSmidths finansdirektør ser fordele ved Trump - både for Mining og Cement
09:13 Aktier/åbning: ISS og Zealand tager top og bund efter regnskab i grønt eliteindeks
09:12 Zealand Pharma sætter op mod 2,5 mia. kr. af til driften i 2025
08:53 Zealand Pharma har speederen i bund: Nye studier følger år med "fantastiske data"
08:35 Obligationer/åbning: Marginalt rentefald i den tidlige handel
08:34 ISS overrasker markedet med stort tilbagekøbsprogram
08:33 Aktier/tendens: ISS, Nilfisk og FLSmidth i fokus efter regnskaber
08:14 KORR: Airbus skuffer en smule med udsigten til flyleveringer i 2025
08:12 Zealand-topchef ser større sandsynlighed for partnerskab med selskabets kronjuvel i 2025 end ikke
07:40 FLSmidth leverer opløftende prognose for 2025