USA/aktier: Teknologisk koldkrig - it og energi til bunds
Frygten for, at der åbnes nye fronter mellem handelskrigens to kombattanter, Kina og USA, havde igen torsdag fat i aktierne, der faldt tungt i USA. Især it-og energiaktierne blev skudt i sænk.
Det brede S&P 500-indeks faldt 1,2 pct., mens Dow Jones-indekset tabte 1,1 pct. Teknologitunge Nasdaq gik samtidig i minus med 1,6 pct.
Fredag morgen er der lidt mere optimisme i markedet. Gode regnskaber fra blandt andet HP har manet lidt af frygten i - især teknologisektoren - i jorden.
Futures på de tre store aktieindeks stiger 0,2-0,4 pct. - mest i Nasdaqfuturen.
TEKNOLOGISK KOLDKRIG
Teknologiaktierne var blandt dem, som fik hammeren torsdag, da investorerne frygter, at handelskrigen vil brede sig fra straftold til en "teknologisk koldkrig", som en klummeskribent i det kinesiske kommunistpartis avis People's Daily beskrev det.
USA satte i sidste uge kinesiske Huawei på sin sorte liste, hvilket betyder, at amerikanske selskaber ikke må handle med Huawei uden tilladelse. Selv om USA siden har udskudt sanktionen i 90 dage, kom det onsdag frem, at yderligere fem kinesiske teknologiselskaber kan være på vej på listen.
Regeringen i Beijing har ifølge Reuters svaret igen, at USA skal ændre sine "forkerte handlinger", før handelsforhandlingerne kan blive genoptaget.
- Det har bevæget sig over i en bredere handelskrig. Først var det om tariffer og gengældelse, nu taler man om at forbyde selskaber, og det ser ikke godt ud på kort sigt, sagde Scott Brown, cheføkonom hos Raymond James, til Reuters.
IT TRAK TUNGT NED
It-aktierne, der udgør 21 pct. af S&P 500-indekset, faldt på den baggrund med 1,7 pct., og der var fald på mellem 1,3 og 2,0 pct. til alle tre undergrupper: software, hardware og halvledere.
Også industrisektoren, som er fanget i handelskrigens krydsild, mistede 1,6 pct. Værst denne torsdag gik det dog for energiaktierne, som faldt 3,1 pct., da olieprisen droppede 5,6 pct. - ligeledes på grund af handelskrigens optrapning.
Blandt de store aktier trak Microsoft og Apple ned i it-sektoren med minusser på 1,2 og 1,7 pct. Amazon, faldt endnu mere med 2,4 pct., mens Facebook og Googles moderselskab, Alphabet, mistede 2,4 og 0,9 pct.
Der var også minusser i finans, da renterne faldt sammen med aktierne, og JPMorgan Chase mistede 2,0 pct., mens Bank of America faldt 2,6 pct. De to oliekæmper Exxon Mobil og Chevron bakkede samtidig 2,3 og 2,2 pct.
DETAIL I TOP
Ikke alle selskaber faldt dog denne torsdag. I toppen af S&P 500 befandt L Brands sig. Tøjkoncernen, der blandt andet ejer Victoria's Secret, steg 12,8 pct. L Brands løftede i forbindelse med sit kvartalsregnskab bunden af sin prognose, ligesom de tørre tal fra første kvartal var bedre både på bundlinjen og toppen. Især blev aktien løftet af en underliggende vækst i Bath & Body på 13 pct., mens udviklingen i Victoria's Secret omvendt skuffede.
Copart, der hjælper forsikringsselskaber med at bjærge og videresælge biler på onlineauktioner, vandt også frem med 8,0 pct. Selskabet slog forventningerne i sit første kvartal på både top og bund med henholdsvis 6 og 3 pct.
En anden detailkæde, Best Buy, der forhandler en lang række elektronik- og hvidevareprodukter, blev derimod ikke belønnet for et bedre end ventet regnskab. Heller ikke for en prognose for andet kvartal, som lå over konsensus. Investorerne frygter nemlig, at selskabet vil blive ramt af den næste runde af tariffer, 25 pct. på kinesiske varer for 300 mia. dollar, som USA måske vil indføre om en måneds tid. Aktien faldt med 4,8 pct.
I bunden af S&P 500 faldt hardwareproducenten Netapp dog endnu mere med et minus på 8,1 pct. Et svagt regnskab for fjerde kvartal og en skuffende forventning til den igangværende periode, blev af selskabet forklaret med svag efterspørgsel. Hos finanshuset William Blair mente man dog på, at det kan skyldes hårdere konkurrence fra Dell, som har opgraderet et af sine produkter inden for hukommelsesservere, ifølge Bloomberg News.
/ritzau/FINANS