USA/lukning: Afdæmpet stemning på handelsnyt - sygekasser i optur

Udgivet den 06-11-2019  |  kl. 22:08  |  

De amerikanske aktier lå det meste af onsdagen i minus. Efter en uges tid med rekorder, hvor handelshåbet var benzinen i tanken, var der lidt tvivl om, hvorvidt USA og Kina vil kunne nå en aftale allerede i november eller først en gang i december.

Teknologitunge Nasdaq faldt mest med 0,3 pct., mens Dow Jones var marginalt i minus. S&P 500 kravlede til allersidst dog fra minus til et plus på knap 0,1 pct. - mindre end 2 point fra rekorden mandag i 3078,27.

I oktober annoncerede USA's præsident Donald Trump en delvis handelsaftale med Kina, og det er færdiggørelsen af den, som markedet venter på. De to lande har begge peget på en underskrift her i november som en mulighed, men onsdag skrev Reuters, at det måske først bliver til december.

Det skabte usikkerhed hos investorerne, der ellers har vænnet sig til, at nyhederne omkring handelskrigen var vendt til det positive.

- Hvad angår markedet, er en masse positivt tydeligvis allerede indregnet i forhold til handel, sagde Robert Carnell, økonom hos ING, til Financial Times.

SUNDHED I TOP

Sundhedssektoren førte an i S&P 500-indekset med et plus på 0,6 pct., efter at aktierne var med til at holde markedet nede tirsdag. Dagligvarer steg også 0,5 pct., mens energiaktierne omvendt udgjorde bunden med et minus på 2,3 pct. Efter tre dage med stigninger i olieprisen, som har løftet olieselskaberne, bakkede den igen onsdag med 1,2 pct.

Det var da også Exxon Mobil, som trak mest ned i S&P 500 onsdag med et minus på 2,2 pct. Aktien var imidlertid steget med 8 pct. de foregående tre dage, også løftet af et solidt regnskab for tredje kvartal.

Microsoft bidrog også til udviklingen med et fald på 0,3 pct., mens Facebook gjorde sit til tendensen og mistede 1,4 pct. på nyheden om, at delstaten Californien har lagt sag an mod selskabet omkring håndteringen af brugernes data.

SYGEKASSER LØFTEDE

En af de store vindere onsdag var derimod printerproducenten HP, som steg med 6,4 pct. på nyheden om, at Xerox overvejer at byde på selskabet. Xerox, der netop tirsdag solgte sin andel af joint venturet Fuji Xerox til partneren Fujifilm for 2,3 mia. dollar, vil ifølge flere medier byde op mod 27 mia. dollar for HP.

Xerox' egen aktie steg onsdag 3,6 pct.

Der var også fokus på sygekassen og apotekerkæden CVS Health, som steg med 5,4 pct. efter sit regnskab for tredje kvartal, da koncernen opjusterede sine forventninger efter en stærk udviklingen i medicinalsalget, i salget af sundhedsforsikringer og i detailsalget. Koncernen bidrog dermed mest af alle til, at sundhedsaktierne endte i top.

Konkurrenten Humana steg samtidig med 3,5 pct., da sygekassen også løftede sin prognose for hele 2019. Humana har fået flere medicare-kunder end ventet og samtidig forbedret effektiviteten.

Det gik derimod ikke så godt for chipproducenten Microchip Technology, som mistede 4,4 pct. Især prognosen skuffede, da selv toppen af guidance for tredje kvartal for omsætningen og indtjeningen lå under analytikernes konsensus, ifølge Bloomberg News.

GN-KONKURRENT I HULLET

Nedturen var endnu større for GN Audios amerikanske konkurrent Poly, der mistede hele 36,6 pct. Tallene for andet kvartal og prognosen for tredje, som blev præsenteret tirsdag aften, var langt under Wall Streets forventninger på både omsætning og indtjening.

- Når vi analyserer lagerniveauerne over hele værdikæden, i lyset af udviklingen af de makroøkonomiske betingelser og betydelige transitioner af produkter undervejs, mener vi, at det er fornuftigt at reducere lagrene i kanalen på dette tidspunkt ved at reducere salget til kanalpartnere, udtaler Chuck Boynton, finansdirektør i Poly, i selskabets regnskabsmelding.

En anden aktie med ørerne i maskinen var Chesapeake Energy, som smed 29,2 pct. Koncernen, der udvinder skiffergas, advarede om, at den måske ikke kan overleve lave priser på brændstof.

Endelig tabte Uber 3,9 pct. til sit laveste lukkeniveau i 26,94 dollar - 40 pct. under udbudskursen i forårets introduktion, da lock-up perioden udløb onsdag.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder