USA/lukning: Frygt afløst af plusser og rekorder - Apple i ny top

Udgivet den 08-01-2020  |  kl. 22:10  |  

Investorerne var onsdag hele følelsesregisteret igennem, da morgenstundens minusser for de amerikanske aktiefutures blev afløst af kursrekorder i de toneangivende indeks.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,5 pct. onsdag til indeks 3253,05 - kun 4 point fra sidste uges top, men indekset satte tidligere onsdag intradag-rekord 3267,07 point.

Dow Jones vandt også 0,6 pct., tæt på sit bedste i sidste uge, mens Nasdaq slog sin hidtidige top med et plus på 0,7 pct. til 9129,24 indekspoint.

FRA FRYGT TIL FREMGANG

I første omgang var uroen udløst af, at Iran med missilangreb på to amerikanske baser i Irak svarede igen på USA's likvidering af en af landets højtstående generaler i sidste uge.

Til en start faldt aktierne i Asien og Europa kraftigt, ligesom renterne dykkede, da investorerne søgte i sikker havn, men hen mod markedets åbning i USA rettede markedet sig noget.

Senere blev frygten afløst af lettelse og kursfest, da meldinger fra både Iran og USA blev tolket som forsøg på at undgå en yderligere optrapning af konflikten. Med missilangrebene, mente Iran, havde landet svaret "proportionelt igen", mens USA's præsident, Donald Trump, i tale ganske vist annoncerede optrappede sanktioner mod Iran, men var parat til fred med "alle, der søger den".

- Hovedkraften i markedet er den generelt forbedrende økonomiske baggrund, og de fleste andre ting er distraktioner fra det overordnede tema. Den mest larmende distraktion har helt sikkert været de geopolitiske spændinger mellem USA og Iran, vurderede Michael Reynolds, chefstrateg hos Glenmede, over for Bloomberg News.

Overvejelserne i markedet gik også på, at konflikten vil blive nedtrappet.

- Geopolitik er støj i markedet, indtil det bliver mere seriøst. Dette synspunkt støttes af erfaring, da historien fortæller os, at vi undgår større optrapninger, sagde Kit Juckes, makrostrateg hos Société Générale, til The Wall Street Journal.

IT I PLUS - APPLE I REKORD

It-aktierne førte an i fremgangen med et plus på 1,0 pct., ligesom kommunikationsservice vandt 0,7 pct. Kun energisektoren faldt, med 1,7 pct., da olieprisen faldt tilbage på den aftagende frygt for en væbnet konflikt i Mellemøsten.

Apple førte an og trak mest op i markedet med et plus på 1,6 pct. Æblekoncernen fortsætter opturen fra 2019, og onsdagens lukkeniveau i 303,19 dollar var igen rekord, da aktien blev løftet af meldingen om et rekordsalg i perioden mellem jul og nytår på 1,4 mia. dollar i App Store.

Microsoft gik også op med 1,6 pct. til 160,09 dollar, da investeringsbanken Morgan Stanley løftede sit kursmål på aktien til 189 fra 157 dollar.

Facebook vandt 1,0 pct., mens Netflix' comeback fortsatte med et plus på 2,6 pct., ligesom Googles ejer, Alphabet, steg 0,8 pct. Blandt de store teknavne stod Amazon ud med et fald på 0,8 pct.

TESLA I NY TOP

Elbilproducenten Tesla fortsatte også kursridtet og satte rekord med et plus på 4,9 pct. til 492,14 dollar. Aktien er allerede steget med 18 pct. i 2020, da koncernen i sidste uge annoncerede bedre end ventede leveringstal i fjerde kvartal.

Apotekerkæden Walgreens Boots Alliance skuffede derimod onsdag med sit regnskab for sit første kvartal. Tallene viste en justeret indtjening per aktie på 1,37 dollar mod ventet 1,46 dollar, ifølge estimater fra Bloomberg News, og det sammenlignelige salg i den amerikanske del af forretningen viste en vækst på 2,8 pct. på årsbasis, hvor konsensus blandt analytikerne var en vækst på 5,3 pct. Aktien faldt mest af alle i S&P 500 med 5,8 pct.

BOEING I NY NEDTUR

Flygiganten Boeing fik heller ikke del i opturen og faldt 1,8 pct., efter at et ukrainsk Boeing 737-fly styrtede ned i Iran onsdag morgen lokal tid.

I første omgang forlød det, at uheldet var forårsaget af en motorfejl - og ikke af et angreb, som udløber af konflikten i området. Men senere onsdag oplyste Ukraines ambassade i Iran, at "alle tidligere udmeldinger om årsagerne til flystyrtet ikke var officielle," skrev Reuters.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

09:39 DFDS-topchef: Finansiel præstation i Ekol-handel blandt årsagerne til aflyst køb
09:25 Aktier/åbning: Lidt højere marked med flotte plusser til GN, Novonesis og Genmab
09:14 Novonesis overrasker med oppræcisering i stærkt tredje kvartal
09:08 Ambus kursmål skåret til 130 kr. efter regnskab hos Redburn
09:06 Obligationer/åbning: Stort set uændret rente på dag med rentemøder
09:02 DFDS' Torben Carlsen ser først økonomisk afmatning i Europa vende i 2025
08:58 Torm fortsætter vækst og betaler udbytte - men lavere fragtpriser giver nedjustering
08:45 Vestas får sænket anbefaling af Bank of America efter Trump-sejr og regnskab
08:31 GN-topchef: Vi når formentlig ikke vending til positivt marked i Enterprise i år
08:31 Aktier/tendens: Ny stime af regnskaber - opjustering fra Novonesis, Genmab, men GN sænker
08:23 Gubra vender driftsindtjeningen til plus i tredje kvartal drevet af fedme
07:49 DFDS' fragtmængder og passagerantal hjulpet af rutetilgang
07:45 Korr: Obligationer/tendens: Udsigt til uændret åbning på dag med rentemøder
07:37 Genmabs lukning i USA indikerer positiv åbning
07:35 Zealand Pharma OVERBLIK Q3: Opmuntrende pipeline overskygger underskud
07:27 Obligationer/tendens: Udsigt til uændret åbning på dag med rentemøder
07:07 Genmabs kursmål sættes ned af amerikanske TD Cowen efter regnskab
07:05 Ørsteds kursmål sænkes hos HSBC efter regnskab og Trump-sejr
06:49 Pandora får løftet kursmålet hos JPMorgan efter regnskab
06:46 Råvarer: Oliepris dykker let på udsigt til Trump i Det Hvide Hus