USA/lukning: Investorer pustede ud efter niende uge i træk med fremgang

Udgivet den 02-01-2024  |  kl. 06:32  |  

Nytårskrudtet forblev vådt på sidste års sidste handelsdag på Wall Street, da investorerne pustede ud efter ni uger i træk med stigninger - den længste ubrudte stribe siden 2004.

Efter flere dage hvor de store aktieindeks, heriblandt det brede S&P 500-indeks, havde flirtet med rekorder, blev det fredag til moderate fald for de tre toneangivende indeks

Tirsdag morgen indikerer handlen med futures en let positiv start på det nye år for både S&P 500-indekset og Dow Jones-indekset, mens starten for Nasdaq-indekset omvendt ser let negativ ud. Alle bevægelser er dog på under 0,1 pct.

Der var desuden også stadig grund til at lade champagnepropperne springe for 2023, da årets aktieoptur har øget markedsværdien af S&P 500-selskaberne med mere end 8000 mia. dollar - svarende til 54.000 mia. kr.

Sidste års aktiefest var drevet af blandt andet et boom i kunstig intelligens, og den blev en realitet på trods af større bekymringer om blandt andet den amerikanske centralbanks pengepolitik, recessionsangst og geopolitiske risici.

- Markedet viser tegn på træthed og skal uden tvivl konsolideres, siger Quincy Krosby fra LPL Financial ifølge Bloomberg News.

- Så længe deltagelsen forbliver bred, bør den positive stemning bære indeksene, når de navigerer i geopolitiske og indenlandske scenarier og et overordnet positivt konsensus om, at 2024 vil blive et tilsvarende stærkt år, fortsætter han.

Fredag faldt S&P 500-indekset med 0,3 pct. til 4769,83.

To tredjedele af årets fremgang på godt 24 pct. er drevet af de såkaldte "The Magnificent Seven", der er de syv af de største amerikanske teknologivirksomheder: Alphabet (Google), Amazon, Apple, Meta (Facebook), Microsoft, Nvidia og Tesla.

Blandt de syv var der fredag blandt andet pres på Tesla-aktien, der med et fald på 1,9 pct. fortsatte de negative takter efter minusset på 3,2 pct. torsdag. Elbilaktien steg dog med hele 129,8 pct. i 2023.

Det smalle Dow Jones-indeks faldt 0,1 pct., og dermed blev det ikke fire lukkerekorder på stribe. Det teknologitunge Nasdaq-indeks lukkede med et minus på 0,6 pct.

BOSTON SCIENTIFIC I TOP AF S&P 500-INDEKSET

Boston Scientific endte med en stigning på 2,7 pct. i toppen af S&P 500-indekset, efter at medicokoncernen meddelte, at den nu forventer at få de amerikanske sundhedsmyndigheders godekendelse af Farapulse-PFA-systemet til behandling af vedvarende atrieflimmer i første kvartal 2024.

En godkendelse i første kvartal er ifølge analytiker Marie Thibault fra BTIG forud for selskabets egen forventning om andet halvår 2024.

LILLYS GLP-1-FORRETNING SES DOMINERE FEDME- OG DIABETESLANDSKABET

Den amerikanske medicinalkæmpe Eli Lilly ser ud til at dominere landskabet for GLP-1-midler til behandling af fedme og diabetes til næste år.

Det vurderer analytikere fra finanshuset BMO Capital Markets med henvisning til ugentlige receptdata, der viste en ugentlig fremgang for diabetesbehandlingen Mounjaro på 2,2 pct. samt en stigning på mere end 192 pct. for den nylancerede fedmebehandling Zepbound.

Eli Lilly-aktien steg 0,4 pct. og sluttede året med en årlig fremgang på knap 60 pct. og det syvende år i streg med en stigning på mere end 10 pct.

FISKER LOVER OPDATERING

Elbilproducenten Fisker kunne fredag notere sig et plus på 15,9 pct., efter at selskabet har lovet, at det i januar vil annoncere planer, der skal accelerere salget og leverancerne.

Fisker, der har danske Henrik Fisker som formand og administrerende direktør, vil blandt andet øge antallet af events, hvor det er mulighed for at afprøve Fiskers Oceans-biler.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

11:38 Aktier/middag: Mærsk får klø efter afblæst strejke mens DSV's aktiesalg giver optur
11:07 Novo får skåret kursmålet med en halvtredser hos Nykredit
10:18 DSV's finansdirektør: Kapitalforhøjelse mødt af meget stor interesse
10:16 Britisk pubkæde belønnes for pænt resultat og genoptaget udbytte
09:40 Mærsk sendes til bunds efter endt havnestrejke
09:19 Aktier/åbning: Optur til DSV efter kæmpe aktiesalg - Mærsk får klø efter afblæst strejke
09:16 DSV brager i vejret oven på succesrig kapitalforhøjelse
08:52 Mærsk-aktien kan falde ret markant oven på afblæst havnestrejke vurderer Sydbank
08:46 Obligationer/åbning: Små rentestigninger i spændt marked inden fredagens jobrapport
08:40 Jyaske Bank: USA's centralbank vil for alt i verden undgå stort stigende arbejdsløshed
08:29 DSV's aktiesalg vidner om høj efterspørgel - havnestrejke kan ramme transportaktier, vurderer Sydbank
08:10 Aktier/tendens: Fokus på Mærsk og DSV efter afblæst havnestrejke og aktiesalg
08:04 Råvarer: Oliepriserne har kurs mod ugentlig stigning
07:51 Jyske Bank lukker aktietilbagekøbsprogram på 1,5 mia. kr.
07:25 Obligationer/tendens: Spænding inden fredagens jobrapport
07:17 Nordnet: Enormt aktiesalg uden rabat er en stor tillidserklæring til DSV
07:13 Amerikansk havnestrejke er slut men har skabt kø - rederiaktierne styrtdykker
06:59 Asiatiske rederi-aktier styrtdykker oven på afblæst havnestrejke i USA
06:53 DSV henter 37,3 mia. kr. på salg af nye aktier uden rabat
06:49 Asien: Kinesisk jubelhandel genoptages efter én dags pause