USA/lukning: Pres på Nvidia trykkede markedet i minus

Udgivet den 21-02-2024  |  kl. 06:32  |  

Efter en fridag mandag indledte de amerikanske aktier den nye uge med kursfald, da investorerne især hældte ud af den senere tids fremgangsrige chipaktier.

Den negative stemning fortsætter onsdag morgen. Futures for de tre dominerende amerikanske aktieindeks, Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq, indikerer en negativ åbning senere på dagen med minusser på 0,1-0,2 pct.

Ingen mindre end det seneste års helt store vinder, Nvidia, trak ned i markedet tirsdag, og det mere end noget andet aktienavn dagen inden chipkæmpens eget kvartalsregnskab.

Der var dog også minusser til de øvrige vækstsektorer, der ellers fik lidt lettelse fra faldende markedsrenter, men i sidste ende var det kun de defensive sektorer, som tirsdag kunne kravle i plus, blandt andet efter en regnskabsbelønning til Walmart.

Det brede marked, målt på S&P 500, faldt derfor med 0,6 pct., men det var dog i løbet af dagen også i minus med så meget som 1,0 pct.

Nasdaq tabte imidlertid endnu mere med et fald på 0,9 pct., mens Dow Jones blot satte sig 0,2 pct.

TOG GEVINSTER FØR REGNSKAB

Det var først og fremmest Nvidia, der sørgede for det røde marked tirsdag, da aktien faldt med 4,4 pct. forud for sit kvartalsregnskab efter lukketid onsdag.

Chipkæmpen, som rider på AI-bølgen ved at have de førende chips på markedet til brug i kunstig intelligens, var da også inden tirsdag steget med 47 pct. i år.

- Det er prissat til perfektion, uanset hvad de siger, kommer de sandsynligvis til at tage penge ud af den, siger Ken Polcari, partner hos Kace Capital Advisors, til Reuters.

- Og uanset hvad de siger, vil handlere sikre gevinsterne, og aktieforvaltere vil skrælle en del af deres kerneposition af og sikre nogle gevinster, og noget af det sker i dag inden tallene onsdag, siger han.

Det ramte dog også andre navne inden for halvledersektoren, da Nvidias største konkurrent inden for kunstig intelligens, Advanced Micro Devices, AMD, smed 4,7 pct., mens underleverandøren Applied Materials tabte 5,2 pct. trods et løftet kursmål fra finanshuset Argus.

Intel gik omvendt frem med 2,3 pct. på grund af forlydender om, at den amerikanske regering vil støtte chipproducenten med 10 mia. dollar til produktion på hjemmemarkedet.

Det var også chipaktierne, som mestendels stod bag nedturen for den samlede it-sektor, som mistede 1,3 pct. Microsoft og Apple bidrog dog også til den udvikling med fald på 0,3 og 0,4 pct.

Ellers var der minusser til cyklisk forbrug på 1,0 pct. Her trak Amazon i minus med 1,4 pct., mens Tesla mistede 3,1 pct.

I denne sektor kom der ellers en lille positiv impuls fra byggemarkedskæden Home Depot, som registrerede en negativ udvikling i salget i fjerde kvartal, hvilket var det femte kvartal i træk, at det skete, men tilbagegangen var ikke helt så stor som frygtet. Home Depot steg derfor med 0,1 pct.

NOVO-KONKURRENT FALDT TILBAGE

Energiaktierne satte sig også tirsdag med 1,0 pct., da olieprisen faldt, og i sundhed, som smed 0,4 pct., var det Novo Nordisks konkurrent, Eli Lilly, som tog en pause fra sin rekordjagt og mistede 3,4 pct.

I kommunikationsservice havde Meta Platforms det også svært med minus på 0,3 pct., mens Alphabet dog vandt 0,3 pct.

Omvendt gik det bedre for dagligvarekæmpen Walmart, som tirsdag vandt 3,2 pct. efter et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal, da omsætningen steg med næsten 6 pct. til 173,39 mia. dollar mod ifølge Bloomberg News ventede 170,66 mia. dollar.

Uden for hovedindekset var der tirsdag også lidt nyheder at kigge på. En af de store var Truist Financials salg af sin forsikringsforretning for 15,5 mia. dollar til kapitalfondene Stone Point Capital og Clayton Dubilier & Rice. Truists aktie faldt imidlertid med 1,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯