USA/lukning: Udsigt til negativ genstart efter forlænget weekend
Aktiemarkedet i USA var mandag lukket, da amerikanerne holdt fri for at fejre borgerretsforkæmperen Martin Luther King Jr., og under meget stille handel steg futures for de tre vigtigste aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, en lille smule med omtrent 0,1 pct.
Tirsdag morgen er er det billede dog blevet vendt på hovedet, da futures nu indikerer fald på 0,3-0,4 pct. til de tre indeks, når handlen med aktier igen gives fri senere tirsdag dansk tid.
Investorerne gik på lang weekend, efter at Microsoft for første gang siden 2021 var blevet verdens dyreste aktie med en værdi på 2887 mia. dollar.
Microsoft overhalede dermed Apple, der nu er 2875 mia. dollar værd, og som i weekenden også har måttet sænke prisen på sin nyeste iPhone i Kina for at øge salget.
Samlet set så aktiemarkedet dog blot begrænsede bevægelser fredag med et lille plus på 0,1 pct. til hovedindekset S&P 500, som nu blot er 0,3 pct. fra sin seneste rekord fra den 3. januar 2022.
Sidste uge sluttede dermed i et samlet plus på 1,8 pct., hvilket kom i kølvandet af et minus på 1,5 pct. ugen før, da markedet for første gang i ni uger altså faldt efter noget af en opsmeltning for aktierne siden slutningen af oktober.
2024 har altså oplevet en blandet start med den første uge præget af skattesalg, hvor investorerne tog gevinster hjem for at betale skat på sidste års avancer, da markedet steg 24,2 pct., mens uge nummer to vendte tilbage til fremgang med rygvind fra tilgang af nye midler fra pensionsindbetaler og opgearing af investeringer efter sidste års store kursfremgang.
Markedet er imidlertid ganske ekstremt positioneret. Konsensus er efter sidste års stigninger meget positiv, og porteføljeforvalterne har netto satset tungt på fremgang til de toneangivende aktieindeks.
På kort sigt er udfordringen for markederne dog, at geopolitiske bekymringer i kombination med de nu meget høje kursvurderinger kan skabe fornyet nervøsitet, ligesom der i denne uge er optionsudløb, hvilket typisk medfører svagere efterspørgsel i ugerne bagefter - et såkaldt "window of weakness."
Samtidig er der udsigt til snarlige rentesænkninger i USA. Markedet indregner den første - måske - allerede til marts og satser på seks-syv af slagsen gennem 2024 til en rente på 3,70 pct. mod det nuværende niveau på 5,25-5,50 pct.
Det vil være godt nyt for aktierne, ville de fleste formentlig straks indskyde, men historien viser faktisk den overraskende udvikling, at markedet har det med at stige, når Federal Reserve går på pause. Aktierne falder omvendt, når centralbanken igangsætter sine rentenedsættelser og dermed reelt erkender, at en recession truer forude.
Dårlig økonomi er som bekendt skidt nyt for selskabernes forretninger og indtjening, og derfor lægger det pres på aktiekurserne.
Denne gang kan det dog blive anderledes, for centralbankens begrundelse for kommende rentenedsættelser vil formentlig være den kraftigt aftagende inflation, for hvis renten så ikke følger med ned, vil realrenten reelt stige og dermed bremse økonomien yderligere.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯