USA's centralbank har løftet investorernes risikoappetit

Udgivet den 07-11-2019  |  kl. 19:34  |  

Den amerikanske centralbank har med sin hurtige vending fra rentestrammer i december 2018 til renteløsner allerede i juli 2019 øget risikoappetitten i finansmarkederne. Det vurderer John Waldron driftsdirektør, COO, i investeringsbanken Goldman Sachs.

- Vi ser faktisk en stigning i risikoappetitten. Det, der skete med Federal Reserve og med centralbanker verden over i forhold til at sprøjte mere likviditet ind i systemet og være relativt dueagtige, har hjulpet, især den amerikanske forbruger, siger John Waldron, som er næstkommanderende i Goldman Sachs, til Bloomberg News.

Ifølge Waldron er "ordrebogen" hos investeringsbanken "stærk", og banken oplever øget interesse for M&A-handler, efterhånden som centralbanken i USA har søgt at stimulere markederne, og trods en opbremsning i handelsindtægterne og rådgivningsgebyrerne tidligere på året kan en stærk afslutning på 2019 betyde, at året bliver det mest aktive siden 2015.

- Markederne er ganske vidt åbne, aktivitetsniveauerne er høje, strategisk aktivitet vender tilbage.

Efter ni renteforhøjelser i træk fra december 2015 til december 2018 vendte Federal Reserve i juli rundt og sænkede renten første gang, hvilket både i september og oktober to gange er blevet fulgt op med yderligere nedsættelser.

I 2019 har der netto været 47 rentesænkninger fra centralbankerne på globalt plan, mens der var netto 41 forhøjelser i 2018, ifølge Yahoo Finance. En markant drejning.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯