USA/T-bond: Rentekurven stejler efter stigninger i den lange ende

Udgivet den 03-12-2019  |  kl. 06:32  |  

Den amerikanske rentekurve stejlede mandag, hvor der var rentestigninger blandt de lange obligationer, mens renten på de toårige papirer blev holdt i ave af skuffende amerikanske nøgletal.

De lange obligationer spejlede udviklingen i Europa, hvor der var udtalte rentestigninger mandag, efter at de tyske socialdemokrater havde fået nyt formandsskab.

De nye navne i spidsen for socialdemokraterne fik nogle investorer til at tro på, at vejen til en lempeligere tysk finanspolitik er blevet kortere.

Den tiårige tyske rente steg angiveligt på den baggrund 7 basispoint til minus 0,28 pct., og i USA steg renten på det tilsvarende amerikanske papir med 4 basispoint til 1,82 pct.

Rentestigningen i den lange ende kom på trods af et par skuffende amerikanske nøgletal, der til gengæld fik effekt i den korte ende af markedet.

Både det amerikanske ISM-indeks, der måler aktiviteten i fremstillingssektoren, og anlægsinvesteringerne viste svaghedstegn, som kan give centralbankens fløj af fortalere for en lempeligere pengepolitik ekstra medvind.

Mest opsigtsvækkende faldt ISM-indekset, der måler aktiviteten i fremstillingsindustrien, stik imod forventning til 48,1 i november fra 48,3 i oktober. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning i ISM-indekset til 49,2.

Desuden faldt anlægsinvesteringerne med 0,8 pct. i oktober efter et fald på 0,3 pct. i september. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en fremgang i anlægsinvesteringerne på 0,4 pct.

Renten i det toårige segment faldt umiddelbart efter nøgletallene og endte 1 basispoint lavere end fredag i 1,60 pct.

Rentespændet mellem de to- og tiårige amerikanske statspapirer blev dermed indsnævret med 5 basispoint til 22 basispoint.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder