USA/T-bond: Renten tog endnu et skridt højere efter nyt fra Yellen
Stigende renter prægede atter det amerikanske obligationsmarked onsdag, hvor investorerne endnu ikke havde glemt tirsdagens overraskende forbrugerprismåling for februar. Den viste, at inflationen overraskende tiltog til 3,2 pct. fra 3,1 pct. måneden før. Økonomer havde ventet en uændret inflation.
Samtidig var der ikke megen opmuntring at hente fra USA's finansminister, Janet Yellen, der onsdag sagde, at det er usandsynligt at renterne vil vende tilbage til de niveau, der gjaldt inden pandemien.
Det skete i forbindelse med, at hun kommenterede nye højere estimater for renteudviklingen, som Det Hvide Hus offentliggjorde i mandags.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg i onsdagens handel med 4 basispoint til 4,19 pct. Og for de toårige statspapirer var resultatet for dagen ligeledes en rentestigning på 4 basispoint til 4,63 pct.
Torsdag morgen er der ingen ændringer, idet renten på den tiårige T-bond er 4,19 pct., mens den toårige T-bond forrentes med 4,63 pct.
Investorerne vil nu så småt vende opmærksomheden mod den amerikanske centralbanks rentemøde på onsdag. Her er der ikke større tvivl om, at renten vil blive fastholdt ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Men markedet vil lytte godt efter centralbankchef Jerome Powells ledsagende kommentarer for at afgøre, om det fortsat er mest sandsynligt, at banken sænker renten til juni. I øjeblikket indregner markedet en sandsynlighed på cirka 60 pct. for en rentenedsættelse i juni, viser Fed Funds Futures.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯