USA/T-bond: Renter steg inden onsdagens vigtige inflationsrapport

Udgivet den 13-11-2024  |  kl. 06:32  |  

Det amerikanske obligationsmarked var på grund af Veteran's Days lukket mandag, men det åbnede tirsdag op igen med rentestigninger på dagsordenen.

Der var ingen vigtige nøgletal i kalenderen, men de lange renter var efter sidste uges præsidentvalg i USA blevet handlet lidt tilbage, og samtidig så investorerne frem mod onsdagens vigtige inflationsrapport.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 12 basispoint til 4,43 pct.

Onsdag morgen forrentes den tiårige T-bond fortsat med 4,43 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 5 point over rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente tikkede op med 9 basispunkter til 4,34 pct.

Også denne løbetids rente er uændret onsdag morgen i Tokyo.

- Renterne korrigerede lidt på bagsiden af valget, da de var steget kraftigt forinden. Måske fik renterne så også for meget i den nedadgående retning, så der er nok lidt positionering i det, og investorerne kan ikke blive ved med at presse dem længere ned inden inflationstallene onsdag, forklarer Lars Skovgaard Andersen, som er investeringsstrateg i Danske Bank.

Onsdag offentliggøres udviklingen i de amerikanske forbrugerpriser i oktober med en forventning i markedet ifølge Bloomberg News om en stigning i inflationen fra 2,4 til 2,6 pct. på årsbasis, mens priserne på månedsbasis ses udvikle sig med en uændret fremgang på 0,2 pct.

I september var der en tilbagegang på årsbasis fra 2,5 pct. i august, men det var en skuffelse i forhold til spåede 2,3 pct., ifølge estimater.

Stærke nøgletal fra den amerikanske økonomi og forventningen om en mere inflationær dagsorden fra den kommende præsident i USA, Donald Trump, har den senere tid kørt markedsrenterne opad, og investorerne indregner nu blot en sandsynlighed for en rentesænkning på 0,2 pct.point til december på 55 pct.

Det skal holdes sammen med, at ledelsen i centralbanken i september skrev den ind i sin prognose.

Netop fra den kant var meldingen tirsdag, at kun inflationen kan stoppe endnu en lempelse inden nytår.

- Det ville kræve en overraskelse på inflationsfronten for at ændre udsigterne dramatisk, sagde Neel Kashkari, chef for Federal Reserves afdeling i Minneapolis, tirsdag.

De to lempelser fra centralbanken indtil nu i år har betydet, at renten nu er sænket med samlet 0,75 pct.point til 4,50-4,75 pct., men Federal Reserve forudså i sin seneste kvartalsprognose fra september, at renten vil slutte yderligere 0,25 pct.point lavere i 2024.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Seneste nyheder

13:56 Unibrew-direktør ser risiko ved stigende lønninger - men kan også blive fordel
13:43 Europa/middag: Nedtur begrænset af flyvende Siemens Energy
13:21 Unibrew-direktør: Sjældent "normalt" år baner vej for flere solgte øl og bedre indtjening
12:45 Skako bekræfter foreløbige kvartalstal og gentager justerede forventninger
12:41 FLSmidths regnskab øger tiltroen fra Danske Bank: Kursmål løftes til 440 kr.
12:06 Unibrew-finansdirektør: Sjældent "normalt" år baner vejen for bedre indtjening
11:47 Obligationer/middag: Rentestigning forud for amerikansk inflationsrapport
11:32 Aktier/middag: Vestas til tops på konkurrentmeldinger i stabiliseret marked
11:28 Vestas har sikret sig to ordrer i Tyskland på samlet 194 megawatt
11:14 NKT-rival stiger på kapitalmarkedsdag med 2028-målsætninger
10:32 Lundbeck leverer endnu et stærkt vækstkvartal og holder dampen oppe frem mod patentudløb
10:29 Svitzer-chef ser fortsatte prisstigninger på grund af inflationen trods normalisering
10:24 Svitzer-topchef fastholder prognose trods stærke tal for de første ni måneder af 2024
10:00 Svitzer/CEO: Vi fortsat prisstigninger på grund af inflationen
09:47 Siemens Energy sendes i rekord efter løft af mellemlang prognose
09:39 Lundbeck belønnes for nyt stærk kvartal og endnu en opjustering
09:30 Scandinavian Tobacco Groups markedsværdi går op i røg efter regnskab
09:20 Svitzer-topchef fastholder prognose trods stærke tal for de første ni måneder af 2024
09:09 Aktier/åbning: Royal Unibrew, STG og Lundbeck trodser rød åbning efter opjusteringer
08:48 Obligationer/åbning: Renter stiger før inflationtal fra USA