USA/T-bond: Renterne fortsatte op i lyset af god risikovillighed

Udgivet den 08-01-2019  |  kl. 06:32  |  

En bevægelse mod nye rentestigninger i USA, der satte ind allerede i den tidlige handel, holdt mandag ved dagen ud.

Katalysatoren var en skuffende ISM-opgørelse for servicesektoren først på dagen amerikansk tid, og ud på dagen blev bevægelsen udbygget, så renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation endte med en stigning på 3 basispoint til 2,69 pct.

Tirsdag morgen fortsætter presset på obligationskurserne. Renten på den tiårige T-bond ligger på 2,70 pct. på markedet i Tokyo.

Dermed kan rentestigningen over de seneste par handelsdage nu opgøres til 15 basispoint.

Fredag steg renterne markant efter en stærk arbejdsmarkedsrapport for december, hvor jobskabelsen var langt større end ventet i markedet.

Mandag blev ISM for servicesektoren opgjort til 57,6 i december, og det var et større fald end ventet blandt økonomerne, der havde forudset et dyk til 58,5 fra novembers niveau på 60,7.

Rentestigningerne mandag gik hånd i hånd med en ny positiv udvikling på aktiemarkederne, hvor de tre toneangivende indeks i USA steg med mellem 0,4 pct. og 1,3 pct.

Det fulgte store stigninger på aktiemarkedet fredag, og den fornyede risikovillighed giver anledning for investorerne til også at sælge ud af obligationerne - med faldende kurser og stigende renter til følge.

En del af optimismen er også bundet op på bedring i handelskonflikten mellem USA og Kina, hvor repræsentanter fra de to lande mandag mødtes for at forsøge at finde en løsning.

Ved markedets lukketid var der dog endnu ikke meldinger om fremskridt i samtalerne.

Den toårige amerikanske rente steg i øvrigt med 4 basispoint til 2,53 pct., og dermed blev rentespændet til det tiårige papir indsnævret med et enkelt basispoint til nu blot 16 basispoint.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Bonds❯  Market Close❯  USA❯ 

Relaterede nyheder