USA/T-bonds: Stigende renter på data og fed-kommentarer

Udgivet den 03-04-2013  |  kl. 07:01  |  

De amerikanske statsobligationsrenter steg en smule tirsdag. Gode tal for ordreindgangen hos den amerikanske industri understregede opsvinget i økonomien, og med kommentarer fra ledende medlemmer af den amerikanske centralbanks pengepolitiske komite om fortsatte stimuli, valgte investorerne at satse mere på de risikobetonede papirer frem for de sikre T-bonds.

Den toneangivende, amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - sluttede med en rente på 1,86 pct. i New York efter en rentestigning på 3 basispoint eller 0,03 pct.point.

Onsdag morgen handles T-bond en uændret i forhold til lukketid i New York i 1,86 pct. på markedet i Tokyo.

Tirsdag bekræftede ordreindgangen hos amerikanske industri i februar det igangværende opsving. De amerikanske fabriksordrer steg ifølge U.S. Census Bureau 3,0 pct., og udviklingen var dermed stort set som ventet, idet økonomerne ifølge Bloomberg havde regnet med en fremgang på 2,9 pct. Samtidig blev opgørelsen for måneden forinden revideret op til et fald på 1,0 fra et fald på 2,0 pct.

Markedet ser nu frem mod ugens højdepunkt for så vidt angår økonomiske data. Her står især opgørelsen over beskæftigelsen uden for landbruget i centrum.

- Det er forventningen, at antallet (af beskæftigede uden for landbruget, red.) på fredag ​​vil være en smule stærkere end estimeret, lyder det fra Thomas di Galoma fra mæglerfirmaet Navigate Advisors iStamford, Connecticut, ifølge Bloomberg News.

Udover fredagens tal er der ikke det store at hente for handlere og analytikere på nøgletalsfronten. Onsdagen byder ikke på data, mens torsdag kun har den ugentlige opgørelse over antallet af nytilmeldte ledige på programmet.

I mangel af andre nyheder valgte økonomerne at nærlæse kommentarer fra chefen for centrabankens afdeling i Atlanta, Dennis Lockhart, samt kollegaen fra Minneapolis, Narayana Kocherlakota.

Dennis Lockhart vurderede i en tale, at Federal Reserve sandsynligvis vil fortsætte aktiv-opkøbsprogrammet (på 85 mia. dollar månedligt) et stykke ind i næste år for at skabe arbejdspladser.

- Beslutningen om at indskrænke aktivopkøbet bør fremadrettes, og efter min mening, kunne dette tidspunkt komme senere i år eller tidligt næste år uden at skade momentum i økonomien, lød det fra Dennis Lockhart i en tale i Alabama.

Narayana Kocherlakota fulgte op i en tale i tale i North Dakota, hvor han vurderede, at de amerikanske politikere kan øge den økonomiske vækst ved at præcisere de betingelser som ligger bag et reduceret eller ophørt stimulus-program. Men pengepolitikken bør fortsat være lempelig, lød det.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

15:42 USA/åbning: Amerikansk jobrapport inden for skiven giver let grøn handelsstart
14:45 Renter stiger, euro svækkes og aktier går yderligere et nøk højere efter jobtal
14:37 Amerikansk jobrapport viser afkøling i januar - men justering skaber andet billede
14:34 USA: Beskæftigelsesrapport viser langt færre nye job
13:53 USA/tendens: Let grøn stemning før vigtige amerikanske jobtal
13:00 Europa/aktier: Italiensk lastbilproducent tager fronten mens marked afventer jobrapport
12:22 Danske Bank tordner frem med rekordresultat men venter mindre opbremsning i 2025
11:57 Obligationer/middag: Jobtal fra USA kan rykke ved stillestående rente
11:42 Aktier/middag: Danske Bank skyder i vejret mens marked venter på Powell
09:58 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod tredje ugentlige fald i træk
09:30 Mærsk får hævet anbefalingen af Jyske Bank efter regnskab
09:23 Aktier/åbning: Danske Bank i vejret efter stærkt regnskab i splittet C25
09:04 Obligationer/åbning: Rolig rentestart før jobtal fra USA
08:57 Mærsk får sænket anbefaling til "sælg" af DNB efter regnskab
08:51 Analytiker om Danske Bank: Rekordafslutning på 2024 og bedre end ventet prognose
08:35 Mærsk får sænket anbefaling af Fearnley efter regnskab
08:18 Aktier/tendens: Danske Bank i fokus efter stærkt regnskab
08:10 Vigtigt rateindeks for Mærsk falder for fjerde uge i træk
08:02 Danske Banks topchef om rekordår: Vi leverede konsekvent positive reultater i 2024
07:48 Danske Bank ser lavere overskud og højere omkostninger i 2025 i forhold til 2024