USA/tendens: Kæmpeplus til Nasdaq i vente fra Nvidias salgsprognose

Udgivet den 25-05-2023  |  kl. 14:37  |  

Der er udsigt til en åbning klædt i teknologigiganten Nvidias grønne farver torsdag, efter at selvsamme chipproducent onsdag aften leverede en uventet stærk prognose for salget i andet kvartal.

Dermed er handlernes opmærksomhed afledt en smule fra de fortsatte bekymringer om gældsloftet i USA, hvor forhandlingerne fortsat står i stampe trods indikationer om en mulig løsning i tide.

På indeksfronten er det særligt det teknologitunge Nasdaq-indeks, der nyder godt af salgsprognosen fra Nvidia. Aktieindeksfuturen peger knap en time time før åbning klokken 15.30 op med 2,1 pct., mens det brede S&P 500-indeks indikeres op med 0,7 pct. Omvendt står Dow Jones-indekset til at falde 0,3 pct.

Gældsloftet i USA spøger dog stadig, efter at der heller ikke onsdag var fremskridt i forhandlingerne mellem Demokraterne og Republikanerne. Kevin McCarthy, der er formand for Repræsentanternes Hus, har dog udtalt, at en aftale bør kunne nås i tide.

De langtrukne forhandlinger risikerer dog at koste på kreditvurderingen for verdens største økonomi, lyder det fra kreditvurderingsbureauet Fitch, der har sat USA's kreditrating på "negativ watch".

- Jeg håber, at Fitch forstår konsekvenserne af handlingen, og at de nærmest gør det for at lægge pres på, siger Rob Carnell, der er direktør i ING, til Reuters.

- Det behøver ikke nødvendigvis betyde, at Fitch vil sænke vurderingen, men det er lidt som at sige, at "du bør handle varsomt, for ellers sker det", vurderer han.

NVIDIA TONSER OP EFTER OPTIMISTISK PROGNOSE

Den amerikanske techgigant Nvidia, der gør sig inden for computerchips til blandt andet kunstig intelligens og grafikkort, har torsdag kurs mod et kursplus af rang, efter at selskabet onsdag efter børslukning leverede en bomstærk prognose for salget i andet kvartal.

Nvidia venter nu et salg på 11 mia. dollar i andet kvartal af 2023, hvor markedet ifølge Bloomberg News havde ventet et relativt mere beskedent salg på 7,18 mia. dollar.

Oven i leverede Nvidia også et mere end tilfredsstillende regnskab for første kvartal, hvor salget udgjorde 7,19 mia. dollar mod ventet 6,52 mia. dollar.

Det har kastet adskillige roser fra analytikerkorpset af sig, heriblandt fra Citi-analytiker Atif Malik, der ser "11 mia. grunde" til at holde på aktien efter at have hævet kursmålet til 420 dollar fra 363 dollar. Hos Barclays er man gået endnu vildere til værks med et løft på 500 dollar fra før 275 dollar.

De optimistiske forventninger er heller ikke gået ubemærket hen hos investorerne, der i formarkedet sender aktien op med svimlende 30,2 pct. Det svarer til en stigning i markedsværdien på over 228 mia. dollar.

Den smitter også af på konkurrenten Advanced Micro Devices, AMD, der stiger 9,4 pct. i formarkedet.

NEDJUSTERING TYNGER SNOWFLAKE

Softwareproducenten Snowflake bakker torsdag i formarkedet, efter at selskabet efter børslukning onsdag sænkede sine forventninger til regnskabsåret 2023/24.

Snowflake venter nu et produktsalg i perioden på 2,6 mia. dollar mod tidligere 2,7 mia. dollar. Analytikerne havde ventet et salg på 2,71 mia. dollar.

Dertil er forventningen til driftsmarginen sænket til 5 pct. fra 6 pct.

Også prognosen for andet kvartal er skuffende læsning for investorerne, da forventningen om et salg på 620-625 mio. dollar falder noget under analytikernes bud på 646 mio. dollar.

Trods en ellers pæn salgsfremgang i første kvartal bakker aktien i softwareproducenten torsdag 14,5 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯