USA/tendens: Rød åbning i sigte efter høje inflationstal

Udgivet den 10-06-2021  |  kl. 14:50  |  

Det tegner til en blandet start på de amerikanske børser torsdag, når handlen går i gang. Investorerne har hele ugen set frem mod inflationstal fra USA, der viste sig at være højere end ventet.

Det fik finansmarkederne til at vippe, og futures for de ledende indeks vipper en smule frem og tilbage umiddelbart efter offentliggørelsen.

Futures for de ledende indeks, Dow Jones, Nasdaq og S&P 500, svinger mellem minus 0,4 pct. og plus 0,3 pct. forud for handelsstart.

Inflationstallene er en af de sidste store økonomiske indikatorer inden den amerikanske centralbank, Federal Reserves, næste politikmøde 15. og 16. juni. Det er dermed en stor indikator for, om banken vil stramme den lempelige pengepolitik før ventet.

BIOGENMEDICIN KAN SPREDES HURTIGERE

Flere amerikanere med Alzheimer kan få hjælp, når Biogen begynder at sende selskabets nyligt godkendte Alzheimers medicin ud om to ugers tid. 900 infusionscentre er klar til at administrere medicinen, mens den tidligere forventning var 600.

Aktien falder 1,2 pct. til 402,50 dollar på det amerikanske formarked torsdag eftermiddagmiddag efter en stigning på 3 pct. onsdag.

I alt vurderer selskabet, at 1200 klinikker i USA vil være i stand til at kunne administrere lægemidlet Aduhelm.

Biogen regner med at 1-2 mio. amerikanere kan få glæde af Adulhelm.

GAMESTOP LAVER LEDELSESROKADE

Videospilsforhandleren oplever en større rokade i sine topposter og har hentet to tidligere ansatte fra Amazon til posterne som administrerende direktør og finansdirektør som led i selskabets indtog på onlinemarkedet.

Gamestop, der har været centrum for et opgør mellem amatørhandlere på sociale medier og hedgefonde, beretter onsdag, at den har hevet Matt Furlong ind som ny topchef og samtidig er Mike Recupero blevet valgt til finansdirektørposten.

Aktien falder i formarkedet 8,1 pct. til 278 dollar.

BITCOIN HJULPET AF EL SALVADOR

Kryptovalutaen Bitcoin stiger 7 pct. til 37.44,50 dollar. torsdag, efter at det centralamerikanske land El Salvador har accepteret valutaen som betalingsmiddel.

Det er dog ikke blevet udpenslet af landets regering, hvordan betaling med valutaen helt praktisk skal fungere.

/ritzau/FINANS

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder