Valuta: Dollar kommer lidt tilbage efter stor svækkelse

Udgivet den 29-11-2023  |  kl. 14:48  |  

Amerikanske dollar er blevet markant svækket den seneste tid i takt med handlernes tro på, at Federal Reserve er færdig med sine renteløft. Noget tyder dog på, at den har ramt gulvet, og onsdag eftermiddag bliver den amerikanske valuta styrket en smule igen.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ramte onsdag morgen 102,59 sammenlignet med 102,88 tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Dollar er dog siden morgenstunden kommet lidt tilbage og ligger ved eftermiddagstid i 102,80. Til sammenligning lå indekset i starten af november i niveauet omkring 106.

Det var tirsdagens kommentarer fra Christopher Waller, der er medlem af styrelsesrådet i Federal Reserve, der var med til at svække dollar og løfte markedets tro på en forestående rentepause hos Federal Reserve.

I en tale lød det, at han i "tiltagende grad" er sikker på, at den nuværende pengepolitiske rente er nok til at sikre en opbremsning af inflationen til centralbankens mål på 2 pct.

- (Waller er, red.) relativt høgeagtig, historisk set, så hvis hans holdning bliver en lille smule mere lempelig, siger det noget om, at der måske er en generel konsensus blandt styrelsesrådets medlemmer om, at renten har toppet og måske endda kan sænkes næste år, siger Kyle Rodda, senior finansmarkedsanalytiker hos Capital.com, til Reuters.

I det store kryds mellem euro og dollar, ligger den fælleseuropæiske valuta relativt stabilt forud for torsdagens offentliggørelse af inflationen i eurozonen.

Der har dog i løbet af onsdagen været positive indikationer fra områdets største økonomi, Tyskland, hvor inflationen i november aftog mere end ventet ifølge en foreløbige opgørelse.

Euro koster onsdag eftermiddag 1,0976 dollar mod 1,0981 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Forex❯