Valuta: Rolig afventen af amerikansk centralbankchefs tale

Udgivet den 23-08-2024  |  kl. 06:32  |  

Der er ro på valutamarkedet fredag morgen. Markedsdeltagerne afventer dagens tale fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, på Federal Reserves centralbanksymposium i Jackson Hole, Woyming.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 101,35 mod 101,47 torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Forventningerne til at Jerome Powell vil mere eller mindre bekræfte, at Federal Reserve er på vej med en rentereduktion på det førstkommende møde i bankens pengepolitiske udvalg er banet af flere af udvalgsmedlemmerne i løbet af de foregående dages kommentarer fra Jackson Hole.

Patrick Harker, Susan Collins og Mary Daly, som er chefer for Federal Reserves afdelinger i henholdsvis Philadelphia, Boston og San Francisco, og som alle er medlemmer af centralbankens renteudvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), har alle tilkendegivet deres positive indstilling til en rentenedsættelse, og kun Jeff Schmid fra afdelingen i Kansas City, der er kendt som en pengepolitiske strammer, har skilt sig ud af koret af positive rente-reduktanter.

Inflationen er under kontrol og godt på vej ned mod Federal Reserves mål på 2 pct., og det amerikanske arbejdsmarked er afkølet, hvilket giver en god grobund for en reduktion.

Dermed er scenen sat for Powell tale og hans ord bliver ifølge analytikere hos Nomura målt og afvejet med med en forventning om, at Federal Reserve vil bevare valgfriheden, men de finder det usandsynligt, at han vil afvige fra den rentereducerende vej, som referatet af FOMCs sidste møde antydede forleden.

Markederne indreger 74 pct. sandsynlighed for, at renten sænkes med 25 basispoint på mødet i midten af september, mens de resterende 26 pct. går på en reduktion på 50 basispoint ifølge CME FedWatch.

Og ses der på futuresmarkedet er der forventning om en samlet rentenedsættelse på lige knap 100 basispoint - eller 1 pct. point - inden nytår.

Dermed prissættes en større samlet rentenedsættelse fra Federal Reserve inden årets udgang end det er tilfældet for Den Europæiske Centralbank og Bank of England.

Eneste valuta, der rører lidt på sig fredag morgen, er japanske yen.

Bank of Japans guvernør Kazuo Ueda har redegjort for den japanske centralbanks pengepolitisk over for parlamentet i Tokyo, hvor han har dulmet markedsdeltagernes nerver oven på den overraskende og markante renteforhøjelse i sidste måned, der gav anledning til tilnærmelsesvis kaotiske tilstande på de finansielle markeder.

Men siden er bølgerne faldet til ro, og markedet har været delt i vurderingen af bankens fortsatte vej fremover.

- Hvis vi er i stand til at bekræfte en stigende sikkerhed for, at økonomi og priser vil forblive på linje med prognoserne, er der ingen ændringer i vores holdning, og vi vil fortsætte med at justere graden af lempelserne, sagde Ueda i parlamentet tidligere fredag.

Tidligere på dagen viste de japanske forbrugerpriser en uændret høj takt, hvilket er vand på Bank of Japans mølle i normaliseringen af pengepolitikken.

Dollar koster fredag morgen 145,61 yen mod 146,24 yen torsdag eftermiddag klokken 17.

Euro koster samtidig 1,1124 dollar mod 1,1114 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3101 dollar mod 1,3103 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

10:17 Nilfisk taber næsten 400 mio. kr. i børsværdi efter nedjustering
10:05 Tysk erhvervstillid lander højere end ventet i oktober
09:17 Aktier/åbning: Stigende spotrater sender Mærsk op - Nilfisk og Better Colletive i nedtur
09:11 Mærsk-aktierne springer op efter stigning i vigtigt rateindeks
08:53 Obligationer/åbning: Stilstand frem mod tyske tillidstal
08:46 Fragtskibsejer betaler 100 mio. dollar efter at have forårsaget brokollaps i Baltimore
08:45 Better Collective får sænket anbefaling hos Nordea - aktiehistorien er i limbo
08:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
08:25 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod ugentlig stigning på uro i Mellemøsten
08:18 FLSmidth-branchefælle ser stærk efterspørgsel på mineudstyr forsætte
08:02 Aktier/tendens: Nilfisk og Better Collective i krydsild i ventet rød handelsstart
07:41 Mercedes-Benz skuffer stort og varsler effektiviseringer og besparelser
06:56 Inflationen i Tokyo rammer under centralbankens målsætning for første gang i fem måneder
06:50 Obligationer/tendens: Stille start i vente - fokus rettes mod de tyske naboer
06:39 Valuta: Dollar viger fra tre måneders top
06:38 DSV får højere kursmål hos JPMorgan
06:35 Better Collective nedjusterer forventningerne - amerikanske partnere trækker ned
06:35 Nilfisk nedjusterer kraftigt efter sløjt tredje kvartal med negativ vækst
06:35 Belgisk centralbankchef ser diskussion om stor rentenedsættelse som malplaceret
06:34 Asien: Gode takter i kinesiske aktier mens der er fald i Tokyo