Valuta: Spændinger i Mellemøsten og T-bondrentehop sparker yen over 150 per dollar

Udgivet den 23-10-2023  |  kl. 06:32  |  

Investorerne starter ugen nervøst på valutamarkedet mandag morgen, hvor spændingerne i Mellemøsten og stigende amerikanske renter presser japanske yen midlertidigt over det psykologiske modstandspunkt på 150 yen per dollar i den tidlige handel.

Dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta over for euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen ved 4-tiden i 106,25 mod 106,20 ved 17-tiden fredag eftermiddag og mod 106,60 for en uge siden.

Ugen åbner med stigende bekymringer over konflikten i Mellemøsten, efter israelske bombardementer i Gaza tidligt mandag udvider den nu to uger lange konflikt katalyseret af den islamistiske gruppe Hamas' angreb på det sydlige Israel.

Med mandagens israelske luftangreb er de dæmpede toner fra fredag, hvor Hamas løslod to amerikanske gidsler fra Gaza og øgede håbet om, at krisen kunne de-eskalere uden at involvere resten af Mellemøsten-regionen, forduftet.

Samtidig er der pres på de amerikanske statsobligationer, idet renten på såvel den toårige som den tiårige T-bond igen stiger markant mandag morgen efter en vis afdæmpet udvikling op til weekenden.

Markedsdeltagerne afventer de amerikanske BNP-data senere på ugen, efter at den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, i sidste uge sagde, at den amerikanske økonomis styrke og det stramme arbejdsmarked kan berettige til en strammere pengepolitik.

Kommentarerne sendte den tiårige rente over 5 pct. kortvarigt, og med den stærke relation mellem den tiårige rentedifference til Japan, sættes yen under pres.

Mandag morgen ramte doller en top på 150,14 yen, inden markedsdeltagerne besindede sig af frygt for, at den japanske centralbank, Bank of Japan, ville gribe ind.

En række investorer er klar til at spekulere i, at Bank of Japan vil forsvare 150 yen per dollar-niveauet, selv om andre markedsdeltagere ser de stigende amerikanske renter som en ubønhørlig grund til, at yen før eller siden uundgåeligt vil blive svækket over dollar.

- Potentielt er der to lejre derude, som kæmper omkring 150, så det er grunden til, at dollar-yen ikke flytter sig herfra, siger chefstrateg Masafumi Yamamoto fra Mizuho Securities i Tokyo til Reuters.

Investorer er også på vagt over for en yderligere stigning i den lange ende af rentekurven over de amerikanske statsobligationer på baggrund af det til voldsomt voksende amerikanske budgetunderskud.

Ud over amerikanske vækstdata byder ugen også på pengepolitisk møde i Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag.

Bankens renteforhøjelsescyklus er kommet til en afslutning ifølge samtlige 85 økonomer adspurgt af Reuters, men en reduktion i renten kan næppe komme på tale før juli 2024, hvor den høje inflation endelig estimeres at være en saga blot.

ECB hævede senest styringsrenten 25 basispoint i september, hvilket løftede indlånsrenten til 4,00 pct. og refinansieringsrenten til 4,50 pct., men signalerede, at forhøjelsen, der var den tiende i træk over 14 måneder sandsynligvis var den sidste.

Dollar koster mandag morgen 149,90 yen mod 149,90 yen fredag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,0580 dollar mod 1,0588 dollar fredag eftermiddag, og pund koster 1,2155 dollar mod 1,2148 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

10:15 Carlsberg aktie dykker 8 pct. efter afvist bud - analytikere peger på årsager
10:01 Carlsberg har fået afvist bud på 27 mia. kr. på britisk læskedrikproducent
09:56 Analytiker: Tyske og franske aktivitetstal peger på afkøling
09:41 Carlsberg har fået afvist bud på britisk læskedrikproducent
09:36 Tyske aktivitetsindeks skuffer med fald i juni
09:28 Analytikere stemmer i med topchef: Zealands nye fedmedata viser "klar vinder"
09:19 Aktier/åbning: Zealand tager tigerspring på data - Carlsberg i bund på floppet tilbud
09:17 Carlsberg har fået afvist bud på britisk læskedrikproducent
09:10 Spotpriserne på containerfragt fortsætter frem for 11. uge i træk
08:45 Obligationer/åbning: Renten falder forud for aktivitetsmålinger
08:33 Zealand får løftet kursmål hos Kempen efter fedmedata
08:25 Råvarer: Olieprisen stiger for anden uge i træk på grund af tegn på stigende efterspørgsel
07:55 Aktier/tendens: Zealand Pharma i centrum efter vægttabsnyt i afventende marked
07:30 Nordnet forudser stigning til Zealand efter nye fedmedata
06:59 Obligationer/tendens: RMI-målinger kommer til at sætte retningen
06:54 Japansk inflation fortsætter frem mens kerneinflation aftager en anelse
06:34 Mærsk får skåret kursmålet hos SEB
06:34 Zealands kursmål får markant løft hos amerikansk storbank
06:34 Zealand om vægttabshåb: Vi er nødt til at have en stor farmavirksomhed med som partner
06:34 Zealands topchef om data med vægttabshåb: Vi kunne ikke have håbet på mere