Valuta: Trump svinger toldstokken med trusler om udgangspunkt på 25 pct. i næste uge
Valutamarkedet forsøger at finde hoved og hale på de store spørgsmål om, hvorvidt den nyindsatte amerikanske præsident, Donald Trump, vil gennemføre de mange toldtrusler, som han fyrede af med spredehagl gennem både valgkampen og i tiden efter.
Dollarindekset, der vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger tirsdag morgen i 108,47 mod 108,25 mandag eftermiddag og 109,11 inden den forlængede amerikanske weekend.
Nu står Donald Trump i Det Hvide Hus i Washington, og inden investorerne har kunnet nå at trække vejret, fyger det igen med trusler om indførsel af 25 pct. told på alle varer fra Canada og Mexico inden for få uger.
Truslerne kommer som en overraskelse, da kilder tidligere havde signaleret, at eventuelle nye skatter vil blive pålagt på en "afmålt" måde, hvilket i første omgang lagde låg på usikkerheden om de handelseksponerede valutaer.
Usikkerheden omkring Trumps første sving med toldstokken giver ikke investorerne meget sikkerhed for den kommende tids udvikling.
- En told på 25 pct. som udgangspunkt ser høj ud, og markederne reagerer hurtigt, især valutamarkedet. Jeg tror, at markedsdeltagerne troede, at Trump ville starte med en told på 10-20 pct. på varer fra Kina, men en gradvis forhøjelse, siger chefstrateg Shoki Omori fra Mizuho Securities i Tokyo til Reuters.
Markedets rygradsreaktion var at sende canadiske dollar og mexicanske peso ned, hvilket opvejede dollarkrydsenes tab mandag. Dollar styrkedes 1,2 pct. til 1,4475 canadiske dollar, og øgedes 1,3 pct. til 20,73 peso.
Styrkelsen over for kinesiske yuan var mere begrænset, da en trussel om 25 pct.s told er langt mindre end Trumps tidligere trusler om toldsatser på kinesiske produkter på op til 60 pct.
Over for japanske yen var reaktionen en umiddelbar svækkelse af de japanske valuta på knap 1 pct., der dog i næsten samme lynhurtige hastighed blev imødegået og så godt som 100 pct. elimineret ikke mindst på baggrund af et markant rentefald i de amerikanske tiårige statspapirer.
- Volatilitet på bagkanten af Trumps kommentarer uden for citat vil være et fast indslag. Trump elsker at udtale sig, men han følger ikke altid op på sine kommentarer, siger strateg Alvin Tan fra RBC Capital Markets i Singapore til Reuters.
Renten på den tiårige T-bond ligger tirsdag morgen i 4,54 pct. eller 8 basispoint lavere end fredag inden den lange amerikanske weekend satte ind.
Og med forventninger om en japansk renteforhøjelse sidst på ugen, og den japanske valutas høje korrelation med det tiårige rentesegment, står yen til at klare skærerne trods trusler og udsigter til amerikansk told.
Euro koster tirsdag morgen 1,0381 dollar mod 1,0401 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,2288 dollar mod 1,2293 dollar mandag eftermiddag.
Dollar koster samtidig 155,12 yen mod 155,69 yen mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯