Valuta: Tyrkisk centralbank forsøger at stabilisere valuta

Udgivet den 25-09-2020  |  kl. 13:51  |  

Den tyrkiske centralbank forsøger at få luft under den tyrkiske valuta, lira, fra det rekordlave niveau mod dollar.

Torsdag valgte centralbanken at hæve renten - og fredag blev de tyrkiske bankers begrænsninger for kapital øget, så de lettere kunne handle med udenlandske investorer. Begge dele for at stabilisere lira.

- Tyrkiets centralbank hævede overraskende renten fra 8,25 pct. til 10,25 pct. i et forsøg på at styrke valutaen og inddæmme inflationen/inflationsforventningerne. Siden juli er TRY (lira) svækket med omkring 11 pct. og i år med næsten 28 pct., skriver Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest, i en kommentar.

Rentestigningen kom helt bag på et flertal af økonomer, der i en rundspørge foretaget af Bloomberg News forudså, at banken ville fastholde renten.

Og manøvren lykkedes selv om der er tale om små skridt mod en stærkere tyrkisk møntfod. Onsdag kostede en dollar 7,7072 lira, torsdag gik der 7,6426 lira på en dollar - og fredag skal der 7,6234 lira til per dollar.

- Investorerne er hovedsageligt interesserede i, om (renteforhøjelsen) kan bryde med den faldende trend, som lira har været i den sidste måned. Markedet skal overbevises om, at centralbanken kan starte en holdbar rentecyklus, hvis det er nødvendigt, siger Tatha Ghose, analytiker hos Commerzbank, til Reuters.

I de store valutakryds ligger euro og yen uændret i forhold til dollar. Euro koster fredag 1,1641 dollar fredag, hvilket er det samme niveau som torsdag, og dollar ligger i 105,47 yen mod 105,48 yen torsdag.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder