Valuta: Yen fortsætter nedturen
Den japanske valuta svækkes fortsat. Fredag eftermiddag går der 95,91 yen på en dollar mod 94,66 yen for en dollar torsdag ved 17-tiden.
- Det er faktisk en ret voldsom bevægelse. Samtidig har vi haft en svækkelse af dollar over for euro, så netto er yen svækket over 3 pct. over for euro, siger chefstrateg Mik Ingenuus fra Nordea.
- Nu har Japan fået sin nye centralbankchef på plads, og han vil gøre alt hvad han kan for at få inflationen tilbage i japansk økonomi. Det sætter sig i yen, for en af de måder, de kan få inflation på, er ved at svække valutaen, forklarer han.
Bortset fra den markante svækkelse af yen er bevægelserne på valutamarkedet små. Men viser den amerikanske jobrapport, der offentliggøres 14.30 dansk tid sig svagere end ventet, kan det give en reaktion.
- Kommer er en stærk jobrapport kan vi igen få spekulationer om, hvorvidt Fed er ved at trække lempelserne tilbage og stoppe med obligationskøb, siger Mik Ingenuus.
Eftermiddagens arbejdsmarkedsrapport fra USA ventes at vise en vækst i beskæftigelsen uden for landbruget på 165.000 i februar, ifølge Bloombergs konsensusestimat. Det private arbejdsmarked ventes at have skabt 170.000 arbejdspladser. Arbejdsløshedsprocenten ventes uændret 7,9.
Onsdag viste den private jobrapport fra ADP en beskæftigelsesfremgang på 198.000 for februar, hvilket var 28.000 flere end ventet, og torsdag overraskede antallet af nytilmeldte ledige positivt ved "blot" at være på 340.000. Ifølge Bloomberg havde økonomerne regnet med 355.000 nytilmeldte ledige.
/ritzau/FINANS
Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk