Valuta: Yen i svingninger efter skuffende BNP-rapport

Udgivet den 17-11-2014  |  kl. 06:32  |  

Den japanske yen blev sendt ud i voldsomme svingninger mandag morgen. Startskuddeet var en særdeles skuffende BNP-rapport, der med al tydelighed viser, at verdens tredjestørste økonomi igen er i recession.

Et uventet fald i bruttonationalproduktet i sidste kvartal kommer samtidig med, at den japanske økonomi kæmper for at ryste virkningen af aprils momsforhøjelse af sig, og den uventede negative udvikling ventes at få premierminister Shinzo Abe til at udskyde endnu en forhøjelsen af omsætningsafgiften, som ellers var estimeret ville ramme de japanske forbrugere næste år.

Det japanske bruttonationalprodukt skrumpede med 0,4 pct. på kvartalsbasis og 1,6 pct. på årsbasis i de tre måneder fra juli til september. Analytikerne havde ventet en stigning i BNP på 0,5 pct. på kvartalsbasis og 2,2 pct. i forhold til tredje kvartal sidste år.

Og for at gøre det endnu værre blev BNP for andet kvartal nedjusteret fra et fald på 1,8 pct. til et minus på 1,9 pct.

De skuffende data sendte i første omgang dollar helt op over 117 yen, men markedet reagerede med en kraftig modreaktion, som siden har betyder en markant styrkelse af yen.

- Det (BNP-dataene, red.) hamrer låget på enhver snak om momsforhøjelse, men aktierne ser noget bløde ud efter sammentrækningen i økonomien. 117 yen per dollar kan blive en kortvarig top, siger valutachef Minori Uchida fra Bank of Tokyo-Mitsubishi i Tokyo til Bloomberg News.

I stedet for den planlagte momsforhøjelse ventes premierminister Shinzo Abe at opløse parlamentet og udskrive nyvalg for at sikre sig den nuværende positive opbakning til sin politik i befolkningen.

Dollar koster mandag morgen 115,80 yen mod 116,40 yen fredag eftermiddag. Euro står samtidig i 145,30 yen mod 145,00 yen fredag eftermiddag.

Euro koster 1,2550 dollar mod 1,2460 dollar fredag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Valuta❯ 

Relaterede nyheder