Venstre: Privatiser Hovedstadens Sygehusfællesskab efter HT-modellen
Christiansborg--8. juli--NetPosten--Privatisering er den eneste holdbare løsning på problemerne i Hovedstadens Sygehusfællesskab. Det mener den unge Venstre-løve Jens Løgstrup Madsen.
- Socialdemokratiet lovede i 1994 med finansminister Mogens Lykketoft i spidsen, at etableringen af Hovedstadens Sygehusfællesskab ville give københavnerne et bedre, billigere og mere effektivt sygehusvæsen.
- Det er gået stik modsat. Sygehusfællesskabets økonomi er i ruiner. En planlagt årlig besparelse på lige under en halv milliard kroner fra årtusindskiftet tegner sig til i stedet at blive en årlig ekstraregning på over en halv milliard kroner. Samtidig melder flere læger om, at kvaliteten af behandlingerne er kraftigt på vej ned, mens ventelisterne bliver længere og længere.
- Etableringen af Hovedstadens Sygehusfællesskab har skabt et ufatteligt kaos på de københavnske hospitaler. Flere og flere ressourcer bliver brugt på administration og samtidig går flere og flere penge til de afdelinger, som er mest ineffektive og har de længste ventelister. Patienterne og de effektive afdelinger er taberne.
- Socialdemokratiets ødelæggelse af Københavns sygehusvæsen har efterhånden antaget sådanne dimensioner, at privatisering af hovedstadens hospitaler er den eneste vej ud af problemerne. Herefter kan København og Frederiksberg kommuner købe sygehusbehandlingen til sine borgere de steder, hvor den er bedst og billigst.
- Privatisering og udlicitering har givet den kollektive trafik i hovedstadsområdet et markant kvalitetsløft. Nu
kan vi bruge HT-modellen til at rette op på hospitalsområdet og give københavnerne et bedre og mere effektivt sygehusvæsen.