Vestas håber stadig på britiske kæmpeordrer - medie

Udgivet den 24-07-2013  |  kl. 09:35  |  

Vestas ser mulighed for at løbe med kæmpemæssige havmølleordrer fra energiselskabet RWE. Det fortæller Uffe Vinther-Schou, senior vice president for Vestas Offshore, til netmediet EnergiWatch.

RWE planlægger to kæmpemæssige vindmølleparker i Storbritannien, Atlantic Array og Triton Knoll, på hver 1200 MW, hvilket vil gøre dem omtrent dobbelt så store som verdens største havmøllepark i dag, London Array.

- Vi er fortsat med i forløbet om hvem, der skal levere havvindmøller til RWEs kommende projekter, skriver Uffe Vinther-Schou i et svar til Energiwatch.

Han mener ulig det anerkendte analysehus BTM Consult ikke, at Vestas kommende 8 MW kæmpemølle, V164, er dømt ude på forhånd, fordi den er for uprøvet. Møllen ventes lanceret allerede i 2015, mens vindparkerne skal stå færdige i 2017.

- Som alle andre kunder ser RWE aktivt på vores V164-8.0 MW. Deres UK runde-2 projekt, Triton Knoll, såvel som deres UK runde-3 projekt, Atlantic Array, er begge projekter, som Vestas går målrettet efter at vinde, fortæller Uffe Vinther-Schou til EnergiWatch.

BTM Consult regner med, at Vestas i stedet kan rende med mindre projekter, hvor den nye kæmpemølle kan vise sin stabilitet.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk